Turen til Tulak

Vores tur til Tulak startede meget tidligt om morgenen. Klokken fem for at det ikke skal være løgn. Der ventede i alt 443 kilometer forude, 14 flade dæk, ødelagte differentialer og myriader af stjerneskud. Alt sammen akkompagneret af temperaturer mellem minus 12 grader om natten og 20 grader om dagen. Samt stiv tandpaste og ditto vand.

Efter den første nat at have camperet i udkanten af en by ved navn Sharak, kørte vi næste dag ind i selve Tulak-distriktet, og af en eller anden grund blev vi det første stykke eskorteret af afghansk militær.

Som CIMIC havde jeg en masse, der skulle nås på de få timer vi var der, og det kunne vi slet ikke. Samtidig skulle vi ind til Chief of Police og have en ”frokostanretning” med noget lokalt nan-brød og cola samt nogle skåle med noget lam og lidt andet i. Vi fik en ske og så en skål til hver ca. tre mennesker!

Jeg havde prioriteret mine opgaver, så vi fik klaret de vigtigste først, men det er svært at planlægge, for du kan umuligt forudsige de problemstillinger, afghanerne drømmer op – eksempelvis kom der ved en af vores aftaler en slibrig karl ind i billedet og ragede 500 dollars til sig, og så var der næsten slagsmål. En fra vores patrulje følger altid med i sådanne situationer (overblik) og han var klar (Hylle)! Vi fik selvfølgelig klaret tingene ud via tolken, men det tager tid, som du ikke havde regnet med!

På den forholdsvis korte tid fik vi ordnet en lang række CIMIC-ting.
Det drejede sig om blandt andet færdiggørelse og kontrakter på nye brønde, uddeling af tæpper, udlevering af generatorer, batterier og skolestole, beskyttelsesmur ved en skole, motorcykler til en politistation og meget mere.

Og så til hjemmearbejdet
Med dette CIMIC-arbejde i felten er der mindst et par dages arbejde på kontoret derhjemme. Det gør bestemt ikke noget, for det gavner en masse mennesker.

Eksempelvis en brønd i ”500 families Village”, hvor mange på nuværende tidspunkt var flyttet bort på grund af vandmangel. Med den nye brønd ville befolkningen vende tilbage til byen. Brønden er selvfølgelig udgravet af de lokale, for så passer de også selv på den. Den er udgravet ned i cirka 50 meters dybde og skal monteres med en pumpe for at få vandet op. Den koster ialt 3000 dollars. Vi blev budt indenfor på frokost, men måtte desværre afstå, da vi havde en anden aftale på politistationen.

Et andet sted skulle vi tjekke levering af forskellige ting til såvel en mosque samt en lokal politistation – men det lykkedes nu aldrig. Ifølge de lokale drejede det sig om den samme bygning, og det kunne ikke lade sig gøre at få konstateret, hvem der reelt havde fået hvad, det havde vi simpelthen ikke tid til!

Vi skulle efterhånden til vores frokostaftale. Ved indgangen til politistationen blev jeg nærmest omringet af folk, der ville have lavet først det ene project og dernæst det andet. Der må man skære igennem på en høfligt, men bestemt måde. Jeg havde tidligere lovet fire brøndprojekter til en contractor, der havde gået (sagde han) de cirka 200 kilometer!!! ind til vores lejr. Sådan en aftale skal overholdes, ellers er der problemer.

Maven klarede det
Nå, men frokosten kaldte. Tolken sagde til os, at vi ikke skulle spise for meget af det, for vi kunne godt få en sjovt virkende mave, hvis vi ikke var vant til maden. Nu har jeg det sådan, at når nu man er kommet i byen, så skal man også gå til den – og maven gjorde da efterfølgende heller ikke knuder.

Efter frokost var contractoren til de fire brønde til stede, så vi kunne aftale samt underskrive betingelserne for dette arbejde – resten at tingene måtte jeg notere til eventuelt senere brug. Når de for eksempel ønsker et ”water dam project”, skal de selv levere lidt ingeniørarbejde og dokumentation, så vi kan se, om det er helt hen i skoven, det de ønsker. Vi fik afsluttet på nogenlunde ordentlig vis med aflevering af nogle tæpper til både mosque og politistationen, så kunne de selv slås om dem.

Vi skulle egentlig have kontrolfotograferet flere steder i og omkring Tulak, men vi var allerede sent på den, for det ville være mørkt, inden vi kom tilbage til vores patruljebase i Sharak. Det ville vi helst gøre i dagslys, fordi vi skulle igennem et militært (ANA) kontrolleret område. Det er ikke et problem for os, for vi har mørkekamp udstyr, men det har ANA ikke, så de er lidt mere løse på aftrækkeren, når det er mørkt.

Det blev imidlertid mørkt, før vi nåede tilbage, så for at lette vores passage gennem ANA-området havde vi kontaktet de amerikanere, der var sammen med afghanerne. Det var dog ikke nået ud til de yderste forposter, at vi ville komme, så det kostede en del tid og kontrol, før vi kunne passere med vores syv køretøjer.

Egentlig kan man godt forstå deres holdning – de stoler nemlig ikke på nogen!

På vores patrulje kommer vi igennem nogle mindre bysamfund. Der stopper vi ofte for at uddele nogle forskellige småting, for at skabe gode relationer til ISAF og så ellers snakke med de lokale. Så får vi en god snak, men også listet noget ud af dem om eksempelvis sikkerheden, madsituation, CIMIC mangler m.m.

Nogen vi aldrig, eller næsten aldrig ser, er de unge kvinder eller hustruer – men de har vel travlt med at regere indenfor husets fire vægge!

Efter overnatning i patruljebasen, denne gang med overskyet vejr og dermed temperaturer lige over frysepunktet, var vi klar til mandag morgen at begive os hjemover. På turen her var det primære besøg i Tulak by, men også to skemasatte møder i to byer undervejs samt de øvrige mere eller mindre tilfældige småbesøg i småbyerne blev gennemført.

Hjemturen var rent naturmæssigt ganske enkelt fantastisk. Der var store vidder med forskellige farver på de forskellige bjergpartier, til tider lidt smalle veje med afgrund til den ene side, vandløb med grønne områder inde imellem, lidt ufremkommeligt terræn her og der, store klippeformationer, huler ind i sandstenslignende klipper og så vel nok det mest imponerende, Jam Slottet, eller ruinen. Et ca. 65 meter højt tårn med slottet placeret ind i klippen, slottet kunne man ikke for godt se, der var kun ruiner tilbage. Dette gamle bygningsværk er fra omkring år 1300.

Resten af naturen hjem er næsten ikke til at beskrive, den skal opleves.
Vi nød naturen, men havde samtidig tankerne med os, for ved mange af de steder var der for år tilbage lavet baghold på de daværende russiske styrker i Afghanistan, og det ville være et pokkers til sted at blive fanget. Mange steder er der bare ikke andre muligheder – i hvert tilfælde ikke med hensyn til veje.