[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Lars Jensen bliver leder af Udenrigsministeriets udvidede hold i den afghanske Helmand-provins. Når han til august kommer til Lashkar Gah, skal han forvalte 10-15 % af ministeriets nye pulje på 400 millioner kroner til det krigshærgede land. En voldsom forøgelse i forhold til den ramme på 10 millioner kroner, som man hidtil har arbejdet med.

- Ideen i det hele er, at den danske regering har besluttet, at der skal være mere vægt på stabilisering af i vores indsats – både den civile og den militære. Vi skal have skabt en vedvarende stabilitet i området dernede, så derfor skal der flere civile rådgivere ned og arbejde sammen med militæret, siger Lars Jensen.

Den forøgede indsats i Helmand er affødt af regeringens nye strategi for den danske indsats i Afghanistan frem til 2012.
 
Udenrigsministeriets civile rådgivere bliver placeret rundt om i Helmand-provinsen og kommer til selv at køre rundt. De har dog mulighed for at køre med de danske soldater, hvis situationen kræver det. Udenrigsministeriets projekter kommer til at spænde vidt, men man kommer til at fokusere på at få afghanerne til at stå på egne ben.

Lars Jensen vil ikke lægge sig fast på specielle fokusområder, men han peger blandt andet på det afghanske vejnet som en mulighed:

- Uddannelsesområdet er en af grundstenene i den danske bistand til Afghanistan. Og det er klart, at vi skal til at kigge på nogle større infrastrukturprogrammer, som kan skabe beskæftigelse over en længere periode.

Ikke force protection
I modsætning til de små projekter, som soldaterne i Afghanistan løbende udfører, handler udenrigsministeriets projekter ikke om at støtte den militære operation. Men den øgede indsats har alligevel betydning for soldaterne, vurderer major Jens Morten Jørgensen, der arbejder med civilt og militært samarbejde i Hærens Operative Kommando:

- Vores soldater kan se, at sikkerhed og udvikling går hånd i hånd. Det er forventeligt, at en øget koordineret indsats vil øge stabiliteten og sikkerheden i området. Jo bedre sikkerhedssituationen er, jo bedre er muligheden for at konsolidere det civile samfund og dermed give afghanerne muligheden for selv at tage ansvar for sikkerheden.
 
Og netop at få afghanerne til at stå egne ben er også opgaven for Udenrigsministeriet:
- Hvis vi snakker større broprojekter eller vejprojekter, så er det helt klart, at det er nogle afghanske entreprenører, der skal lave det, så vi kan skabe nogle lokale arbejdspladser. Vi skal ikke ned og lave det for dem, de kan sagtens selv, slår Lars Jensen, fast.
 
Han vil forsøge at give den afghanske ungdom et alternativ til Taleban:
- Det handler om at få nogle af de unge mennesker i arbejde – de unge, som vælger at gribe en Kalashnikov. Hvis vi kan få dem til at gribe en skovl i stedet og få dem til at hjælpe med at bygge veje, så har vi opnået meget.

Udenrigsministeriets kommende leder i Afghanistan, Lars Jensen, sammen med major Jens Morten Jørgensen fra Hærens Operative Kommando.