[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

 Sidste fredag afholdt den danske CIMIC-enhed (civile-militære samarbejde) sammen med lejrens læge en times undervisning for afghanske børn i den danske lejr Armadillo. Emnet var god hygiejne, og der var i forvejen blevet sendt en åben invitation ud over den lokale radiostation for at gøre opmærksom på arrangementet. Samtidig havde tolkene fortalt om undervisningen på patruljer i dagene forinden. Det havde tiltrukket flere børn fra nabolaget.

- Et af problemerne i Afghanistan er børnedødelighed på grund af diarré og andre infektioner. Et andet er analfabetisme, når de ikke får nogen som helst form for undervisning. Derfor ved de heller ikke, hvordan man beskytter sig mod sygdomme, forklarer Wiera, som er læge i Armadillo-lejren.

På den baggrund lagde hun ud med at vise børnene, hvordan man børster tænder. Derefter fik de selv tandbørster og tandpasta, og så skulle de øve sig.



Efter tandbørstning blev tænderne inspiceret af Wiera for at se, hvordan børnene havde klaret sig. (Foto: CIMIC)

Andet end tandbørstning
Ud over tandbørstning kom Wiera også ind på andre områder i sin undervisning.

- Målet var at give dem en fornemmelse for sundhed og for, hvordan man beskytter sig mod sygdom. Ikke bare tandhygiejne men også det at vaske hænder og smide maden ud, når de ikke kan spise mere. På den måde undgår de at tiltrække fluer, som spreder bakterier. Vi håber, at de vil fortælle det videre derhjemme. Om ikke andet har de nu fået nogle simple råd til, hvordan de beskytter sig selv, fortæller Wiera, og hun suppleres af Ethan, som er befalingsmand hos CIMIC:

- Efter hvad jeg har set i dag, er jeg blevet overbevist om, at man sagtens kan undervise børnene, og at de også er interesserede i at se os på en anden måde, end når vi går nede i zonen (den grønne zone, red.) med al vores beskyttelsesudstyr på. Måske kan det bidrage til, at vi fremstår mere som mennesker foran hinanden i stedet for at være henholdsvis afghanere og ISAF. At vi måske kan finde en fællesnævner - at vi alle sammen er mennesker.

Han lægger ikke skjul på, at der også er en sidegevinst ved et godt forhold til de lokale civile:

- Umiddelbart giver det os noget støtte. De ser, at vi ikke kun er her for at slås med folk men faktisk også for at hjælpe, fastslår Ethan.

Undervisningen fortsætter næste fredag. Denne gang med lektioner i Afghanistans og verdens geografi.



Efter endt tandbørstning skulle der spyttes. Det morede såvel børn som voksne. (Foto: CIMIC)