[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Soldaterlegatet uddeler legater til personer, der har lidt fysisk eller psykisk skade på en international militær mission. Sven Blomberg, der sidder i bestyrelsen for Soldaterlegatet, er oberst af reserven og administrerende direktør for BRF-kredit. Han fortæller, at det ikke kun er familiemedlemmer, der kan indstille en kandidat til at modtage legatet:

- Det er vigtigt for mig at pointere, at alle kan indstille en person til Soldaterlegatet. Man behøver ikke være i familie, siger han.

Ved mødet blev der blandt andet drøftet, hvordan man kan få fat på de eventuelle legatmodtager-emner, der ikke bliver ”fanget” i samfundets eget net.

- Vi støtter dem, der eventuelt ikke bliver opdaget af forsvaret eller samfundet selv. Og vi samler op på dem, som systemet ikke har kapacitet til at hjælpe. Hvis nu en ung mand mister et ben og gerne vil dyrke sport, er der ingen steder i det offentlige, som kan hjælpe med en sportsprotese. Det kan Soldaterlegatet, fortæller Sven Blomberg.

Og chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Bundsgaard, er begejstret for Soldaterlegatet:

- Jeg ser Soldaterlegatet som et kærkomment supplement på et område, hvor vi ikke selv har midler og muligheder til at hjælpe, siger han.



Sven Blomberg mødtes med chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Bundsgaard.

Målgruppen er ikke kun soldater. Det kan for eksempel også være civile politifolk, læger og sygeplejersker. Det overordnede krav er, at man skal have pådraget sig fysiske eller psykiske skader som følge af en udsendelse på en militær mission.

Soldaterlegatet har indtil videre uddelt cirka halvanden million kroner ud af en pulje på 30 millioner kroner, så det er stadig masser af midler i kassen. Der regnes med, at pengene rækker i cirka tre år, og skulle midlerne slippe op, er der flere, hvor de kommer fra:

- Så finder vi flere penge. Det har flere af bidragsyderne allerede garanteret, slutter Sven Blomberg.

Læs mere om Soldaterlegatet på www.soldaterlegatet.dk