[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]


 
Under NATO Response Force 14 (NRF-14) øvelsen på Flyvestation Skrydstrup i denne uge har de amerikanere, nordmænd, lithauere og grækere, der er tilknyttet Landhovedkvarteret for NRF-14, sat sig på skolebænken.
 
Målet med undervisningen er at lære at bruge Node Management System (NMS). Systemet er et operativt netværk, der erstatter de velkendte situationskort. Her kan al operativ planlægning, tegning af situationskort, kalker m.v. produceres og rettes. Det gør også, at alle, der sidder ved en NMS maskine i hovedkvarteret, kan følge med i, hvad der sker.
 
NATO Response Force er alliancens hurtige udrykningsstyrke, der inden for få dage kan sættes ind til lands, til vands og i luften over alt på kloden i et bredt spektrum af opgaver fra humanitær evakuering over fredsstøttende opgaver til antiterroroperationer.
 
Siden starten i 2004 har NRF blandt andet været indsat ved stormen Katrina og jordskælvskatastrofen i Pakistan.
 
NRF-14 består af 26.000 soldater fra 15 lande. Dansk forsvar bidrager med i alt 842 soldater fra hæren, søværnet, flyvevåbnet og hjemmeværnet, og der indgår 140 udenlandske stabsofficerer i hovedkvarteret.
 
Danske Division og dermed Danmark er lead for landdelen af NRF i første halvdel af 2010.