[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Tingene kan gå hurtigt her i Kosovo, og situationen kan med lynets hast ændre sig. I Mitrovica by består byrådet af både etniske albanere (KOA) og etniske serbere (KOS). Det vil sige, at magten er delt for at sikre rettighederne for begge parter. Dette er i sig selv en meget positiv udvikling og et fremskridt i den demokratiske retning, og det er med til at sikre en fredelig udvikling.

I området Kroi I Vitakut er der en del ødelagte huse, hvor ejerskabet har været og er til diskussion.



Det omstridte område Kroi I Vitakut.

Problemerne opstod, da ejerne ville genopbygge deres huse. Der er både KOA og KOS huse, og i byrådet er der både en KOA og en KOS, der kan give byggetilladelser. I dette tilfælde har den ene givet en tilladelse men den anden et afslag. Det betød, at der udbrød mindre uroligheder i Kroi I Vitakut, og det lokale politi kunne ikke afgøre, hvad der var lovligt eller ulovligt.

EULEX – den EU-ledede politistyrke - gik imellem parterne. Den danske bataljon var klar i et venteområde tæt på og bevogtede samtidig en bro over floden Ibar, således at der ikke kunne komme forstærkninger fra parterne over til urolighederne. Situationen er stadig uklar og afventer en politisk løsning. '



Bataljonen på broen.

Et lyspunkt var, at da der den 7. september blev der holdt en demonstration med ca. 100-200 deltagere, forløb demonstrationen fredeligt, og alle gik roligt hver til sit, da den sluttede.

Situationen eskalerede ikke, og samarbejdet med esterne og franskmændene viste, at Den Danske Bataljon er klar, hvis og når det bliver nødvendigt.