[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hærens Operative Kommando (HOK) følger løbende udviklingen på samtlige materieltyper, der er indsat i Afghanistan, inklusiv PMV M113. I løbet af 2008 har der været gennemført flere møder i regi af HOK’s projektimplementeringsgrupper, inklusiv en specifik gruppe for PMV 113. I den sammenhæng blev der drøftet flere forslag til forbedringer, der udsprang af undersøgelserne af angrebene mod vore køretøjer.

For at få et samlet katalog over mulige udviklingstiltag blev Hæren Kampskole pålagt at udfærdige en prioritering af alle forslag og tiltag. Denne indstilling blev modtaget i oktober 2008 ved HOK og Forsvarets Materieltjeneste (FMT).



Pansret mandskabsvogn PMV M113 i aktion i Afghanistan.

Den prioriterede liste skal ses i sammenhæng med såvel den nuværende som den forventede teknologiske udvikling som i relation til udviklingen af truslen og de indhentede erfaringer fra hærens indsættelser i primært Irak og Afghanistan. Listen over prioriterede tiltag er således udarbejdet med henblik på at kunne skabe grundlag for en modelkonfiguration, dels på kort sigt og dels i et fremadrettet perspektiv.

Listen over tiltag er delvist blevet brugt i forbindelse med klargøring af de nye HMMW (Jûlkat) og Eagle IV køretøjer, der er udsendt med ISAF hold 8 og i særdeleshed med infanterikampkøretøjer (IKK), der udsendes med ISAF hold 9 til februar 2010. Disse køretøjstyper er - eller vil blive - indsat og vil primært blive anvendt i de farligste dele af operationerne. M113 vil fortsat blive anvendt, men rådighed over flere køretøjstyper giver mulighed for i højere grad at vælge køretøj efter den konkrete opgave og trussel.

HOK har nedsat en arbejdsgruppe til håndtering af angreb mod vore køretøjer. Arbejdsgruppen, der tilsvarer en ”haverikommission”, har analyseret alle angreb mod blandt andet PMV M113 og har vurderet behovet for evt. yderligere beskyttelsestiltag. Bl.a. med udgangspunkt heri, er der gennemført forbedringer, der umiddelbart kan implementeres.

I forbindelse med HOK’s opfølgende arbejde er der konstateret en øget trussel fra RPG (raketdrevet granat), hvilket har medført beslutning om indkøb af beskyttelsesgitre til kampvogne samt PMV M113 og PIRANHA. Gitrene er monteret på kampvognene og er ved at blive monteret på PMV’erne.

Vedr. spørgsmålet om, hvorvidt bundbeskyttelsen på PMV M113 kræver forstærkning, kan oplyses, at alle angreb - undtaget den tragiske episode 19. december 2008 - har vist, at M113 modstår hidtidige mine- og IED angreb, så besætningerne overlever. Angrebet 19. december 2008, der resulterede i tre dræbte danske soldater, var så voldsomt, at end ikke implementering af alle foreliggende beskyttelsestiltag – kortsigtede såvel som langsigtede - kunne have ændret det ulykkelige udkomme af angrebet.

Det er derfor HOK’s vurdering, at PMV M113 er tilstrækkeligt beskyttet til at gennemføre de operationer, som køretøjet aktuelt indsættes i.

Det er ikke muligt at montere flere tons beskyttelse på M113, da vægtbudgettet er maksimalt udnyttet. Det er derfor ikke umiddelbart muligt at forstærke beskyttelsen af bunden på PMV M113, som det er gjort ved kampvogn Leopard. Såfremt man gjorde det, kunne resultatet blive ringere beskyttelse i kraft af ringere mobilitet og lavere frihøjde og dermed mindre afstand til en evt. IED-ladning, hvilket også er en betydende faktor.

Opgradering af beskyttelsesniveauet på PMV M113 er grundet vægtforholdene et meget omfattende projekt og vil kræve, at køretøjet skal bygges helt om, dvs. have ny interøropbygning, ny motor og transmission samt en komplet ny undervogn, idet man er nødsaget til at give køretøjet en øget frihøjde. En proces, der vil tage minimum 2 – 2½ år, og som vil koste mellem 5 - 8 millioner kr. pr. køretøj, hvis det besluttes at opgradere køretøjerne, som anbefalet af Hærens Kampskole.

Imidlertid undersøges det for tiden, om - og i hvilket omfang (kvantitativt og kvalitativt) – der skal anvendes ressourcer på opgradering af PMV M113 eller om det vil være mere hensigtsmæssigt at indkøbe nye og moderne køretøjer med et større udviklingspotentiale. Beslutning herom vil blive truffet i forbindelse med forligskonsolideringsprocessen.

I medierne sammenlignes den danske pansrede mandskabsvogn M113 med den canadiske version. Den canadiske version har en undervogn, der er opgraderet til 18 tons, ligesom der er monteret en plade, som giver en bedre beskyttelse. Det er dog ikke umiddelbart relevant for forsvaret at ”kopiere” den canadiske model. Det er forsvarets vurdering, at den pansring, som canadierne har monteret, er en kortsigtet løsning, der vil have andre utilsigtede gener for M113, primært i form af lavere frihøjde, som vil give en større effekt af en IED.

Imødegåelse af vejsidebomber handler ikke kun om pansring, men også om at kunne finde og uskadeliggøre bomberne og de bagmænd, der får dem udlagt. HOK søger løbende at styrke alle disse områder ud fra de indhøstede erfaringer. Uddannelsen af den enkelte soldat, af førere og enheder på dette område har ligeledes meget høj prioritet, og den er løbende blevet opdateret. Det er den personlige beskyttelse og beskyttelsen af køretøjerne også blevet. Det er alt sammen med til at give den bedst mulige sikkerhed for vore soldater.

Disse ting kan ikke fjerne risikoen for, at vore soldater bliver ramt af en vejsidebombe. Men de er enkeltvis og tilsammen med til at minimere risikoen, og vore anstrengelser på dette område er generelt på højde med, hvad man ser hos vores samarbejdspartnere.