[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Danske pansrede mandskabsvogne (PMV) i Afghanistan bliver nu væsentligt bedre til at modstå angreb fra raketdrevne pansergranater (RPG), som Taleban i den seneste tid har anvendt i stigende grad. En særlig tillægsbeskyttelse i form af et raketgitter gør, at granater enten fanges eller detonerer i gitteret, så sprængstrålen kun forårsager minimal skade på mandskabsvognens ydre.



Gitterbeskyttelsen fungerer som værn mod RPG´er.
Fotos: Michael Marland, Forsvarets Materieltjeneste.

Hidtil har truslen fra RPG ikke været af et sådant omfang, at styrkechefen har vurderet det nødvendigt at montere de klargjorte raketgitre, blandt andet fordi det betyder mindre mobilitet, da gitrene gør PMV´erne længere, bredere og tungere, men denne vurdering er på det seneste blevet ændret, så både Piranha og PMV M113 udstyres med raketgitre. Det er imidlertid en pris, som hæren gerne betaler.



Det tager en dags tid pr. køretøj at montere beskyttelsesgitteret.

- Det er jo altid en vurdering, hvornår man skal satse på én fordel på bekostning af en anden, siger oberstløjtnant Flemming Agerskov, chef for Langtidsplanlægningsafdelingen ved Hærens Operative Kommando.

- Men da det drejer sig om rigtig mange soldaters sikkerhed – alle dem, der kører i Piranha og den pansrede mandskabsvogn M113 i Helmand – har vi valgt at renoncere lidt på mobiliteten for at få den forbedrede sikkerhed for soldaterne, siger Flemming Agerskov.


Piranha´er med monteret beskyttelsesgitter er klar til soldaterne, som snart vender tilbage til Helmand efter deres orlov.

De danske pansrede mandskabsvogne af typen Piranha og ambulancer af samme type er allerede blevet forsynet med raketgitter. Et hold på otte mekanikere fra Forsvarets Materieltjeneste har netop meldt den sidste vogn klar, og om nogle dage fortsætter arbejdet på PMV M113, så også dette køretøj beskyttes ekstra. Monteringen foregår, mens soldaterne er hjemme på orlov.

De danske kampvogne har haft raketgitter monteret et stykke tid, idet RPG-truslen mod kampvognene har været større end mod PMV´erne.