[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Og det er en dansk hær i fortsat rivende udvikling, som generalmajor Poul Kiærskou efterlader sig efter mere end seks år i chef-stolen.
Hæren har forandret sig fra at være en relativ stor mobiliseringshær til at være en mindre, moderne landstyrke, hvis hovedopgave er at deltage i internationale missioner blandt andet med indsættelse i egentlige krigsoperationer.
Mens generalmajor Poul Kiærskou har været chef, er det blevet en del af den danske hærs hverdag at have soldater udsendt i kamp for fred i verden.



Generalmajor Poul Kiærskou er ikke længere chef for Hærens Operative Kommando.
Foto: Leon Lindholm

Forsvarschefen, admiral Tim Sloth Jørgensen, havde store roser til den afgående chef for hæren:

- Generalmajor Poul Kiærskou - man kan roligt sige, at vi i mange år fremover vil se tilbage på din chefperiode som værende en epokegørende tid for forsvaret og hæren i særdeleshed.
Med dig i spidsen har hæren i dag et niveau, som på mange områder kan måle sig med verdens bedste hærenheder, og det er jeg som Forsvarschef meget stolt over, og det kan du også være.
Poul – det er en stor glæde for mig at kunne sige dig tak for særdeles veludført tjeneste som chef for Hærens Operative Kommando og udtrykke min påskønnelse af din indsats.
Afslutningsvis vil jeg ønske dig held og lykke i din nye funktion ved Allied Command Transformation.




Forsvarschefen, admiral Tim Sloth Jørgensen, forbidefilerede paraden ved dagens kommandooverdragelse.
Foto: Heri Hammer Niclasen

Generalmajor Poul Kiærskou sagde i sin afskedstale:

- Jeg har haft det privilegium at lede hæren i en periode med store politiske omvæltninger – omvæltninger, som i høj grad har været med til at forme den hær, vi står med i dag, og som kan løse de mest krævende opgaver.
Soldaten på broen i Mitrovica, livvagterne i Bagdads gader eller vores enheder i Helmands Grønne Zone løser opgaver for Danmark med livet som indsats.
Jeg bøjer nakken i respekt for vore soldater. De er modige, stålsatte, dygtige, og de er deres opgaver, ansvar og virke meget bevidst.



Generalmajor Poul Kiærskou træder af som chef for Hærens Operative Kommando.
Foto: Heri Hammer Niclasen

Fra den 15. januar i år vil generalmajor Poul Kiærskou være at finde i Virginia i USA, hvor han skal være chef for en afdeling i NATOs Allied Command Transformation, hvor man blandt andet arbejder med udvikling og modernisering af NATO.



Staben ved Hærens Operative Kommando tog afsked med generalmajor Poul Kiærskou.
Foto: Heri Hammer Niclasen

Generalmajor Poul Kiærskous sidste kommandoer som chef for den danske hær.
Foto: Heri Hammer Niclasen

Med disse ord sluttede den afgående chef for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul Kiærskou, sin tale ved dagens kommandooverdragelse:

- Man er ikke rigtig hærmand, hvis ikke det gør ondt – og det gør ondt at forlade den hær, jeg er vokset op i og holder af. Men jeg glæder mig til mine nye opgaver, og jeg ved, at I får den bedste afløser til jobbet! Tag godt imod ham.

Taler
Forsvarschef, admiral Tim Sloth Jørgsens tale til generalmajor Poul Kiærskou (word)
Generalmajor Poul Kiærskous tale (word)