[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En gruppe afghanere har samlet sig omkring de tre danske CIMIC-folk. Sammen med sine kolleger er Bo, som er sergent, taget ud til en nærliggende landsby for at diskutere muligheden for at bygge en brønd, så de lokale kan få rent drikkevand. Omringet af landsbyens beboere står han roligt midt i flokken og spørger til situationen i området og om, hvad danskerne kan hjælpe byen med.



Bo taler med landsbybeboerne om muligheder for at få bygget en brønd.

Dette er en øvelse men om lidt bliver det alvor. Fra august får Bo sammen med de øvrige CIMIC-soldater til opgave at skabe et godt forhold til lokalbefolkningen i Helmand og medvirke til genopbygningen af landet. Bo var også i Afghanistan i 2006, men det er første gang, han skal af sted sammen med CIMIC. “Jeg ser denne gang meget frem til at komme helt tæt på de almindelige afghanere. Det er jo ikke alle i Afghanistan, som er røvere og banditter, selvom man herhjemme nogle gange kan få det indtryk.”



De lokale tager godt imod besøget af Bo og hans team.

Bo kommer til at igangsætte projekter sammen med de lokale, som de kan få gavn af. Det kunne f.eks være bygning af brønde og broer eller undervisning i tandhygiejne og førstehjælp. Han har taget orlov fra sit studie på Syddansk Universitet, hvor han læser til Negot, et handelsstudie, som også har fokus på sprog og kultur. I CIMIC-arbejdet spiller netop forståelsen af afghanernes kultur en vigtig rolle. “Det er vigtigt, vi giver et godt indtryk hos de lokale. Det handler om at skabe tillid til den danske styrke, og vi er nogle af dem med mest kontakt til lokalbefolkningen,” fortæller Bo.



En af de lokale indbyggere udpeger stedet, hvor de ønsker en brønd.

Dermed er CIMIC-folkene også helt med fremme i forreste række, hvor det kan gå galt. Sidste år blev to danske CIMIC-soldater ofre for en selvmordsbomber, da de var på opgave. Bo er indforstået med den risiko, det indebærer og får fuld opbakning hjemme fra. “Både min kæreste og mine forældre støtter mig i det. Jeg har været udsendt før, og det har ligget i kortene, at jeg ville af sted igen.” Snart vil Bo befinde sig i Afghanistan og blive kastet ud i de udfordringer, han sammen med de andre CIMIC-folk har trænet på gennem lang tid.

FAKTA
• Et CIMIC Support Team (CST) består af en officer, en befalingsmand og en tolk.
• CIMIC på Hold 8 består af i alt 14 mand.
• I Helmand vil CIMIC have hovedkvarter i MOB Price og vil desuden have teams udstationeret i lejrene Armadillo, Sandford og Keenan.