[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Militærpolitiet ved Danish Battle Group har siden 23. marts i år været indsat i uddannelsen af det lokale Afghanske Nationale Politi (ANP). Hold 8 er på nippet til at overtage efter hold 7, og derfor er det en oplagt anledning til at gøre status på arbejdet med ANP: Hvor langt er vi nået? Og hvad er fremtidsperspektiverne?

Der har været mange gode oplevelser i arbejdet med at uddanne ANP, men der har så sandelig også været mange ”op ad bakken”-oplevelser. Men indledningsvist er det vigtigt at kende lidt til deres vilkår for at forstå deres måde at agere på:

ANP er dagligt i kamp med Taleban, og der går ikke mange dage mellem, at de lider tab i den forbindelse. Når ANP så samtidig kæmper uden beskyttelsesudstyr, med ringe våben og på de mest udsatte checkpoints, så er det svært at fortænke dem i ikke at møde op til alle de planlagte uddannelsesdage. Sergent Morten ved Militærpolitiet har været anfører for uddannelsesindsatsen gennem hele forløbet og har dermed haft fingeren på pulsen med hensyn til ANP.

- De dukker op til træning, når de ikke er i kamp med Taleban ude ved et checkpoint. Når de så dukker op til uddannelsesdagene, er de rimelig motiverede og engagerede,” fortæller han.



Under uddannelsesdagene i Camp Price har det Afghanske Politi (ANP) blandt andet lært at nødflytte sårede, hvilket også fik en del smil frem på læben hos dem. Længst til venstre er det anføreren for undervisningen, MP-sergent Morten, der løber med for at se, om de laver øvelsen korrekt. (Foto: Birgit Baunehøj - I bunden af artiklen er der flere billeder fra undervisningsdagene.)

Den menneskelige og faglige opmærksomhed, ANP-betjentene får i forbindelse med Militærpolitiets uddannelsesdage, har været og er fortsat vigtig. Måske især fordi ANP ikke i samme grad som den afghanske hær (ANA) får uddannelse og har faste mentorer hos ISAF.  Samtidig har ANP ikke lige så gode uniformer, våben og beskyttelsesudstyr som ANA, og ANP har generelt farligere arbejdsopgaver end ANA.

80 ANP-betjente undervist af dansk militærpoliti
På nuværende tidspunkt har Militærpolitiet på ISAF hold 7 gennemført uddannelsesdage for 80 ANP-betjente, hvilket er cirka en tredjedel af politistyrken i Gereshk. Uddannelsesdagene indeholder blandt andet skydeuddannelse, førstehjælp, afsøgning af biler og personer, og som et ekstra krydderi gennemføres et idrætsmoment – typisk en fodboldkamp.

Som afslutning på dagen spiser alle et fælles festmåltid, og de obligatoriske diplomer for ”outstanding performance” uddeles. Dagene varer typisk en hel arbejdsdag og er et kæmpe ”moral-boost” for ANP – samtidig er det en anledning for Militærpolitiet til at få en fornemmelse for behovet for eventuelt kommende uddannelsesprojekter, herunder at identificere de cirka 10 procent af betjentene, som kan læse og skrive, og som derved er potentielle elever til en fremtidig uddannelse i mere politirelaterede emner, for eksempel afhøringsteknik, rapportskrivning og efterforskning.

Ydmyge vilkår i ANP-checkpoints
I de seneste par uger har der været fokus på det opsøgende arbejde i felten. Det har primært været med henblik på at identificere projekter, som kan være med til at forbedre ANP’s arbejdsvilkår ude på de forskellige checkpoints (kontrolposter, red.).

Sergent Ronni fra Militærpolitiet var i den forbindelse anfører for en af patruljerne.

- Et af de vigtigste checkpoints for ANP består stort set kun af ti HESCO’er (store trådkasser med sand og sten, der fungerer som skudsikker indhegning, red.), fire lægter og et plastic-tag – det yder ikke tilstrækkelig beskyttelse mod Talebans natlige angreb. Så hvem kan fortænke dem i at stive moralen af med lidt ”tobak” og ellers søge skjul i de nærmeste compounds?” lyder det fra Ronni.

Af de mere positive indtryk fra besøgene kan det konstateres, at de fleste ANP’ere får deres løn regelmæssigt, som dog kun netop kan forsørge en gennemsnitlig afghansk familie.   



ANP-betjentenes checkpoints yder kun ringe beskyttelse mod Talebans jævnlige angreb. (Foto: MP Detachementet)

Også et træningscenter i Kandahar
Militærpolitiet har ikke kun fokuseret på den lokale uddannelse i Gereshk og omegn. Som et pilotprojekt har sergent Anders og sergent Jens den seneste måneds tid indgået i instruktørpuljen på det regionale træningscenter i Kandahar. Det er her, den grundlæggende uddannelse af ANP gennemføres, inden de sendes til eksempelvis Gereshk – og derfor er det nu muligt at skabe sammenhæng i uddannelsen. For hvor Militærpolitiet på ISAF hold 7 tidligere ”tog en føler” på niveauet hos ANP, er man nu i stand til at sætte mere målrettet ind i forlængelse af basisuddannelsen.

Grunduddannelsen varer otte uger og er primært en basis soldater-uddannelse tilsat enkelte mere politirelaterede lektioner som visitering, førergreb, anholdelsesteknik osv. Da kun cirka ti procent af betjentene kan læse og skrive, er egentlig rapportskrivning, efterforskning osv. ikke relevant.



MP’erne Sergent Jens (længst t.v.) og sergent Anders (ikke med på billedet) arbejder sammen med canadiske, britiske og amerikanske instruktører på Kandahar Airfield. (Foto: MP Detachementet)



MP-sergent Jens (længst t.v.) sammen med en britisk kollega og en lokal tolk samt MP-sergent Anders (længst t.h.)under en pause i undervisningen af ANP-betjente i Kandahar. (Foto: MP Detachementet)

ANP er dedikerede og ønsker at gøre en forskel
Her på falderebet – inden hold 8 tager over – skal det understreges, at dele af ANP har vist lovende takter. Flere af ANP-betjentene er faktisk motiverede og dedikerede. De vil gerne være med til at gøre en forskel og bringe sikkerhed til lokalbefolkningen i Gereshk og omegn. Men det kræver en stor hjælpende indsats af ISAF og andre gode kræfter. Se blot, hvor langt ISAF er kommet med ANA.



Major Michael, chef for Militærpolitidetachementet,(th.) briefer en blandt andre et par interesserede politikere, forsvarsminister Søren Gade (V) og Holger K. Nielsen (SF) om arbejdet med ANP’erne. (Foto: Thorbjørn Forsberg)

Det er muligt at skabe en effektiv og handlekraftig lokal aktør, som kan yde et bidrag til at skabe tryghed og sikkerhed blandt lokalbefolkningen. Den største udfordring er ANP’s rygte i befolkningen og den opførsel, der ligger til grund for det. Det SKAL der rettes op på, inden vi for alvor kan komme videre med ANP.

Militærpolitiet på hold 7 har kun etableret et fundament for det fremtidige uddannelsessamarbejde med ANP og har i samarbejde med britiske, canadiske og amerikanske kollegaer bidraget til at sætte mere fokus på ANP. Med disse ord ser vi frem til, at hold 8 overtager stafetten og videreudvikler samarbejdet med ANP!



Undervisningen af ANP i den danske hovedlejr Price har blandt andet budt på skydning på skydebane, forbindingslære og gennemsøgning af bil. (Foto: Birgit Baunehøj og Thorbjørn Forsberg)