[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Et større antal officerer, befalingsmænd og konstabler tilhørende Danske Division er for tiden på en såkaldt ”boot camp” i Nymindegab-lejren. Fælles for dem er dels, at de indgår i NATO Response Force 14 (NRF-14), der fra årsskiftet skal overtage opgaven som hovedkvarter for den landbaserede del af NRF-14 og dels, at de skal kunne kæmpe og overleve på lige fod med de soldater på jorden, der har støvlerne (boots) på. Deraf navnet og deraf sammenligningen med en regulær rekrut-tur.

Boot Camp gennemføres nemlig som en certificering af den grundlæggende militær uddannelse for enkeltmand, og kvalificerer den enkelte til at indgå i hovedkvarteret.



Hvor lang tid tager det at tage masken på? Formummet bag gasmasken til venstre i billedet ses chefen for Danske Division, generalmajor Agner Rokos.

Gennem fire dage skal deltagerne derfor gennem øvelser i førstehjælp, CBRN/ABC – beskyttelse mod kemiske, biologiske, radiologiske og nukleare våben – pistol- og geværskydninger samt forskellige handlebaner, så styrken er klar, når den skal certificeres i Oksbøl i oktober.