Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Major Anders Johan Stæhr Storrud, chef for 1. kompagni, faldt i Afghanistan og døde den 16. oktober 2007. Han blev 34 år.
- Den 22. april er major Anders Storruds fødselsdag. Paraden gennemføres i dag for officielt at bekendtgøre, at det hold, der starter på linieofficersuddannelsen, grundofficershold september 2009-11, benævnes Hold STORRUD.
Sådan sagde chefen for Hærens Officersskole, oberst Finn H. Bertelsen i indledningen af sin tale, der begrundede, hvorfor man har valgt at navngive et hold efter major Storrud.
Chefen for Hærens Officersskole, oberst Finn H. Bertelsen, taler stående på trappen op til hovedbygningen på Frederiksberg Slot.
- Karakteristikken af major Anders Storrud lyder entydigt, at han var et helstøbt men¬neske, en kærlig mand og far med interesser, der spændte fra fodbold og FCK fan til klassisk musik og militærhistorie, fortsatte oberst Bertelsen. - Som soldat og officer dedikeret, afholdt og respek¬teret af sine soldater og kolleger. Som chefen for Den kongeligeLlivgarde blandt andet skriver i sine minde¬ord: ”Major Anders Storrud var det naturlige midtpunkt i sin enhed, hvor han som en født leder altid var hos sine soldater – også da døden ramte ham.”
- Major Anders Storruds eftermæle vil være, at han var en proaktiv, beslutsom og offensivt tænkende officer med både handlekraft og realitetssans, et krigervæsen og en stærk lederprofil - med andre ord en værdig rollemodel for nutidens officerer.
Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, inspicerede paraden. Her går han forbi 1. kompagni fra ISAF RC(S) Hold 4. Til venstre er det kaptajn Peter Grandahl Hansen, der afløste Anders Storrud som kompagnichef.
Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, inspicerede paraden, der bestod af særligt indbudte fra Anders Storruds familie og venner, Den Kongelige Livgardes Musikkorps, et Æreskompagni fra Livgarden, Officersskolens stab og lærere, kadetter på grundofficersuddannelsen, officer på videreuddannelse og 1. kompagni fra Afghanistan, ISAF RC(S) Hold 4. Desuden deltog myndighedscheferne under Hærens Operative Kommando.
- Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre rollemodel og navnefader til en officersklasse end major Anders Storrud, sagde generalmajor Niels Henrik Bundsgaard i sin tale. – Med det kommende Hold STORRUD, og de mange hold der vil komme efter, får Hærens Officersskole endnu en fornem rollemodel i rækken af danske helte. Helte, der i kraft af deres faglige evner, karakterstyrke og menneskelige genskaber altid vil være værd at se op til. Tak til familien fordi vi har måttet navngive kommende hold efter Anders. På den måde bliver Anders Storrud en del af Hærens officielle historie – også når vi ikke er her mere. Vi i Hæren er stolte over på den måde at kunne værne om hans minde.
Æret være major Anders Storruds minde!
Susie Storrud: - Vi har brug for helte, som gør det, de tror på og brænder for. Men vi har også brug for helte, som tør bruge sig selv og tager hånd om sine medmennesker og viser ansvar.
Anders Storruds enke, Susie, indledte sin tale med at sige, at det er meget udansk at hylde og ære helte, medmindre de er klædt i rød-hvide farver og samler hr. og fru Danmark foran fjernsynet.
- I dagens Danmark sender vi vores mænd og sønner af sted til farlige krigszoner langt væk fra lille Danmark, sagde Susie Storrud. - Den danske opbakning har ikke på samme måde som ved EM i 84 samlet Danmark, men nærmere delt os. Delt nationen i to lejre. Dem der støtter, og dem der ikke støtter dansk deltagelse i Afghanistan.
- Jeg har valgt at stille mig i en helt tredje lejr. Jeg støtter dem, der gør det, de brænder for og tror på.
- Anders gjorde det, han brændte for og troede på. Derfor var han min helt.
Anders havde en mission. Ikke kun i Afghanistan, men også med sin militære karriere. Missionen var vigtig, men vejen mod målet og menneskene omkring ham var vigtigere.
Derfor er han også jeres helt.
- Jeg vil gerne på hele familiens vegne sige tak til Hærens Officersskole. Vi er glade for, at Anders’ virke som soldat, kammerat og menneske på denne måde bliver mindet, og at han med Hold STORRUD vil blive husket. Tak.
Sognepræst ved Frederiksberg Slotskirke, Anette Sørensen, holdt andagt for de ca. 450, der var samlet i slotsgården.
Efter de tre talere var der andagt ved sognepræst Anette Sørensen, der indledte med at sige: ”Livet er vigtigt, og det skal leves, så det kan ses, at det er vigtigt.” Og videre i relation til major Anders Storrud sagde sognepræsten:
- Der er ingen nemme valg og løsninger her. Men vi er her vel dybest set, fordi vi anerkender, at trods kompleksiteten i de store valg, så er de nødvendige. Og vi er i en sammenhæng, som er befolket af mennesker, der tager den slags valg. Derfor giver det mening og stof til eftertanke at have et menneske for øje, som er gået hele vejen med alt, hvad det indebærer. Der er ikke nogen, der skal kanoniseres, men der skal være ære, respekt og eftertanke overfor dem, der tager et valg og går vejen og ikke mindst for dem, der bliver gode rollemodeller for andre.
Andagten blev afsluttet med, at alle sang ”I østen stiger solen op”.
Taler:
Foto: