Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Det er næsten 18 år siden, Danmark etablerede diplomatiske forbindelser med det nye selvstændige Estland, og siden da er samarbejdet med Estland og de to andre baltiske lande blevet udbygget også på det forsvarsmæssige område.
Det udbyggede samarbejde med Estland om uddannelse hjemme og fælles indsats ude i missionerne blev tirsdag markeret ved en ceremoni på Haderslev Kaserne.
Staben ved Danske Division og Slesvigske Musikkorps klar til parade i kasernegården på Haderslev Kaserne. Fotos: Jørgen Kølle.
Den danske forsvarsminister Søren Gade og hans estiske kollega, Jaak Aaviksoo, inspicerede en parade i kasernegården, og bagefter holdt de begge taler.
Den estiske og den danske forsvarsminister inspicerer paraden.
Forsvarsminister Søren Gade sagde, at underskrivelsen af samarbejdsaftalen i dag markerer et vigtigt skridt – ikke kun for de estiske landstyrker, men også for Danske Division.
Forsvarsminister Søren Gade taler til paraden og de indbudte gæster.
- Der er fortsat mange udfordringer for vore soldater, sagde Søren Gade. Jeg er sikker på, at vi vil være i stand til at møde dem med samme professionalisme, som vi har vist i vort hidtidige samarbejde og ikke mindst i de internationale operationer. Vi har lært, at vi er meget stærkere og bedre, når vi samarbejder, og med aftalen i dag har Estland understreget sin tilknytning til NATO og sin solidaritet med alliancens værdier og mål.
Den estiske forsvarsminister taler.
Den estiske forsvarsminister Jaak Aaviksoo startede med at fastslå, at denne dag var en dag, der ville blive husket.
- Vi har haft et tæt samarbejde med Danmark i mange år med den første aftale i 1994, sagde den estiske forsvarsminister. I 1995 var vi med i Kroatien og i 1999 i Kosovo, og nu er vi sammen i Afghanistan. At vi nu knytter 1. Estiske Infanteri Brigade til Danske Division, er en vigtig komponent i vort strategiske samarbejde, og det glæder vi os over.
Efter paraden underskrev den danske forsvarschef, admiral Tim Sloth Jørgensen, og den estiske forsvarschef, brigadegeneral Neeme Väli, et Memorandum of Understanding – en samarbejdsaftale mellem Danmark og Estland, der indebærer, at 1. Estiske Infanteri Brigade knyttes til Danske Division under uddannelse og øvelser.
I sin motivation for aftalen sagde forsvarschefen: - Med denne aftale udvider vi vort samarbejde, og den vil gøre os bedre til at samarbejde også med andre nationer.
Den estiske forsvarschef (tv) og den danske forsvarschef underskriver aftalen – Memorandum of Understanding.
Derefter underskrev chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, og chefen for de estiske landstyrker, oberst Indrek Sirel, en aftale, som giver rammerne for, hvordan samarbejdet skal foregå i praksis.
Chefen for de estiske landstyrker (tv) underskriver anden del af aftalen sammen med chefen for Hærens Operative Kommando.
Efter underskriftsceremonien fik chefen for Danske Division, generalmajor Agner Rokos ordet. Hans budskab var, at aftalen vil gavne både Danske Division, den estiske brigade, de danske brigader og den ligeledes tilknyttede Iron Wolf Brigade fra Litauen, der tidligere er blevet tilknyttet Danske Division.
Dagen sluttede med reception for indbudte militære og civile gæster med tilknytning til Danske Division, der har hovedkvarter på Haderslev Kaserne.