[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det danske transportfly Hercules C-130 var i missionsområdet i juli og august for at støtte med materiel- og personelrotationen.
Vi – terminalholdene – i det Nationale Støtteelement, som er placeret på Kandahar Airfield, arbejdede tæt sammen med besætningen, mens rotationen finder sted.



”Hercules’” besætning og de ansatte ved det Nationale Støtteelement på Kandahar Airfield foreviget foran det store transportfly. Foto: Nikolaj Spanning.

I den travle rotationsperiode landede mange fly med adskillige tons gods, som hurtigt fyldte vores arbejdsområde op. Det gods, som lander ved os her på Kandahar Airfield, skal transporteres til Camp Bastion hurtigst muligt, men først er der et par ting, der skal ordnes.
 
Materiellet skal klargøres til transport, og der skal laves manifester på hver en stump.
Samtidig skulle alle soldaterne på hold 7 transporteres til Kabul International Airport (KAIA), hvor flyet til Danmark ventede. Med fra Danmark havde flyet soldaterne på hold 8, som så skulle flyves den anden vej – fra KAIA til Camp Bastion.
 
Til daglig er vi dybt afhængige af flystøtten fra vores britiske kolleger, så det var en fornøjelse i rotationsperioden at have en dansk maskine hernede, for så kunne vi selv løfte vores logistiske opgave!



Den danske Hercules var en hyppig gæst i forbindelse med rotationen for en måneds tid siden.
Foto: Nikolaj Spanning.

Under rotationsperioden ankom ”Hercules” til Kandahar fem til seks gange om ugen – nogle gange flere gange om dagen. Vi, der er på terminalholdene, sørgede for at fylde den med gods, så soldaterne kunne få deres udrustning hurtigt. Det betød, at vi skulle løbe ekstra stærkt, men det var enhver sveddråbe værd, når vi så, hvordan besætningen knoklede med at få fløjet så mange timer som muligt.

For at kunne løse opgaven optimalt, var det essentielt, at vi – besætningen og det Nationale Støtteelement – hurtigt fik et godt samarbejde op at køre.

Den sidste dag var der lidt tid til at reflektere over, hvordan den sidste måned var gået.
Besætningen kunne fortælle, at de havde fløjet med mere end 320 tons gods og flere end 1700 personer under rotationsperioden. Det er ikke svært at regne ud, at det er blevet til nogle ture, da der normalt flyves med cirka 12 tons per gang!

Det Nationale Støtteelement ISAF glæder sig til at se ”Hercules” hernede igen og ser frem til endnu et godt samarbejde. Sammen yder vi den optimale støtte til soldaterne ude i den skarpeste ende.