Et kapitel i vores liv er afsluttet

Kapitlet er veloverstået. For os, der var en del af DANCON/KFOR Hold 19, er kommandooverdragelsen til Hold 20 både en glædelig begivenhed og en trist hændelse.

Glædelig fordi vi nu kan komme hjem til vores familier og pårørende. Når alt kommer til alt er det dem, der har båret den største byrde ved vores fravær.

Trist fordi det fantastiske fællesskab, Hold 19 havde, nu går i opløsning. Der skal ikke herske tvivl om at ikke alting går i opløsning, ikke alting forsvinder. Den gensidige respekt og den store tillid til hinanden vil altid være der. Vi vil altid hilse pænt på hinanden og fortælle soldaterhistorier fra de seks måneder, da vi var sammen i Kosovo. Men det vil alligevel ikke være som i COR eller Camp Olaf Rye! Det kan ikke være ”som dengang på Hold 19”.

Mest af alt fordi de ydre rammer ændres for altid. Hold 19 kan ikke lige smutte i Ibar eller Gimle, vores to messer, for at løse en lille sag. Vi kan ikke lige køre til vores delingslejre Devic eller Dog 31 med post, diesel, vand eller mad. Vi vil ikke længere skulle køre til hverken Tancarville, en bro, eller til Montsegur, en bakke. Vi vil ikke længere ankomme til Paradis efter en lang dag derude.

Hvad vil vi så huske Hold 19 for? Hvilke opgaver løste vi så? Og var det tiden værd?

Vi vil huske, at alle taktiske opgaver blev løst – og blev løst godt. Selv de opgaver, der ikke umiddelbart var til at forstå relevansen af blev løst. Og så vil vi nok altid blive mindet om, at vi var holdet med ”Aftenshowets” tøjindsamling. Blandt os selv og forhåbentlig mange af vores gæster vil vi blive husket som et hold med masser af godt humør og masser af humor; et hold der både ville og kunne. Tillige håber vi, at Kosovo ved blandt andet vores indsats er kommet et skridt tættere på en løsning af konflikten og dens årsager. Det er ikke et svar, vi entydigt kan give nu, men det vil forhåbentligt være synligt om noget tid.

Der var opgaver, hvor vi ved vores blotte tilstedeværelse sikrede, at der ikke opstod uroligheder. Vores forhåndsdeployering af enheder var tæt på og på den rigtige side af demonstrationer.

Der var andre opgaver, hvis eneste direkte effekt var masser af tid til at observere landsbyer og byer over mange dage. Og det eneste, der var spændende at melde om, var biler med duggede ruder en lørdag nat. For os, der var her, husker vi de 62 dage på Tiger og Puma. Men her er det på sin plads at sige, at en effekt ikke altid er synlig. Den kan være vanskelig at få øje på, når man står i situationen. Og det kan som tidligere nævnt være, at vores blotte tilstedeværelse forhindrede begivenheder af negativ karakter.

Vi har løst opgaver med et langt varsel og et kort varsel; opgaver af lang varighed og opgaver af meget kort varighed. Men vigtigst: Vi løste dem alle! Og det er vi stolte af.

Det tredje spørgsmål er både let og svært at svare på. Et bud på et svar er: For søren da, med det sammenhold og med det humør var det afgjort tiden værd.  Et andet bud kan være: Med den forskel, vi har gjort i missionen og med den effektivitet, var det helt sikkert tiden værd.
Et tredje bud: Med det afsavn, vores familier og pårørende har lidt, så skal det være tiden værd!

Lad der ikke være tvivl om det: Vi har givet meget. Vi har givet vores tid! Vi har givet afkald på familie og venner. Vi har givet mennesker ro og fred. Vi har givet mennesker håb om en bedre hverdag. Vi har været villige til at give vores helbred og førlighed samt meget mere. Heldigvis blev det ikke nødvendigt. Men i den sammenhæng har vi alle følt sorgen over de af vores kolleger i Afghanistan, der mistede liv, lemmer og førlighed. Ikke mindst derfor valgte vi at donere et beløb til Støtteforeningen for Soldater og Pårørende! Det var det mindste, vi kunne gøre.

Som en afsluttende kommentar til det tredje spørgsmål kan vi bruge et citat af Winston Churchill: We make a living by what we get; we make a life by what we give!

Nu er det snart tid til kommandooverdragelse eller TOA, som det kaldes på missioner. Det står for Transfer of Authority – snart afgiver oberst Niels H. Johansen kommandoen til oberst Hans Henrik Møller.

Så er det for alvor slut med Hold 19. Det bliver rart, det bliver vemodigt. Der vil sikkert blive grint og grædt!

Og nogle af os vil i bussen til lufthavnen i Pristina reflektere over vores motto ”Promoting Peace - Preventing Polarity” og det faktum, at det rent faktisk lykkedes for os.



Hold 19 med hjælpere samlet i Camp Olaf Rye.

Klik her for større udgave af billede