[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Tre gange om ugen kører en lille lastbil lokale afghanere ind til sundhedsklinikken Lindenau i MOB Price. Her får de lægehjælp og tiltrængte råd om hygiejne og sundhedpleje. Klinikken er drevet af amerikanerne i lejren i samarbejde med en afghansk læge. Men også de danske læger og sygeplejersker i MOB price hjælper til.

- Vi er først og fremmest hernede for at bemande det danske infirmeri, som tager sig af danske soldater. Men jeg synes, det giver mig rigtig meget også at hjælpe de civile her på klinikken, lyder det overbevisende fra sygeplejerske Tina.

Mette som også er sygeplejerske tilslutter sig.

- Det giver et kighul til det rigtige Afghanistan udenfor lejren. Det minder os om, hvorfor vi er her siger hun.



Lægen Christian og sygeplejersken Mette gør medicin klar til en patient.
Foto: Michala Dieckmann

De oplever begge ,at de lokale er meget taknemmelige, for den hjælp de får. En del af formålet med klinikken er da også netop at skabe en positiv stemning blandt afghanerne i området og overbevise dem om at ISAF-styrkerne ønsker at hjælpe lokalbefolkningen.

Når de danske sygeplejersker tager imod en afghansk patient på klinikken, er det altid i samarbejde med en dansk læge. En af dem er Christian, som har hjulpet til på klinikken, siden han landede i Afghanistan for 6 uger siden.



Christian lytter på en lokal dreng.
Foto: Michala Dieckmann

- Jeg synes, det har været fascinerende at møde afghanerne. Og vi gør en forskel, når vi kan undersøge deres spædbørn, og give dem råd og vejledning. Nogle gange er det små ting, der skal til som et stykke sæbe og en tandbørste, siger han.

Klinikken behandler alt fra brandsår til benbrud, men en stor del af arbejdet handler typisk om at rense sår, skifte forbindinger, vaske og pleje. I et land hvor mere end 70 % er analfabeter, er der også stor mangel på basal viden om hygiejne. Tøjet bliver kun sjældent vasket og den personlige hygiejne halter. Derfor er infektioner et stort problem.

- Men igen redder det ens dag, når man så med fagter kan forklare en mand, at han skal bruge sæben til at vaske sig på kroppen og under armene. Det bliver næsten en lille dans med masser af smil. Og når der dukker en mor op med en nydelig, renvasket baby, så gælder det også om at rose. Så kan man se stoltheden lyse ud af hende, smiler Tina



Der bliver også plads til hygge. Her trækker Tina perler på snor med et par fascinerede piger.
Foto: Michala Dieckmann

For lægen Christian er klinikken også en mulighed for et kig tilbage i tiden.

- Vi ser nogle børnesygdomme hernede, som har været udryddet i Danmark i mange år på grund af MFR-vaccinen. Derfor er det også fagligt et rigtigt spændende arbejde, forklarer Christian.

Andre lidelser er sværere at kurere. Enkelte børn kommer ind med decideret underærnæring. De bliver hjulpet med vitaminer og kostråd, men det kræver en langvarig indsats fra forældrene.

- Den anden dag havde vi et barn med leukæmi. Det er svært, men i sådanne tilfælde må vi erkende, at vi ikke kan hjælpe tilstrækkeligt. Vi gør alt hvad vi kan gøre, og heldigvis kan vi se ved hver eneste konsultation at vi gør en forskel. Det nytter noget, fastslår Mette.