Far og datter på mission sammen

Første gang, de var udsendt sammen, var til Bosnien i 1999. Louise var nyudklækket konstabel og kom en dag glad hjem til sine forældre og fortalte, at nu havde hun meldt sig til udsendelsen.
- Hurtigt havde min far fået ringet rundt og arrangeret, at han også kom med, fortæller Louise.

Men selvom hun måske første gang glædede sig til at komme af sted på egen hånd, har det alle gange været positivt at have hendes far med under udsendelsen.
- Det er skønt at have én, man kender så godt, til at dele alle oplevelserne med, smiler hun.

Louise og Arne nyder missionen og oplevelserne sammen i Afghanistan. Foto: Logistikelementet.

Faktisk har Louise direkte kæmpet for at få Arne med de andre gange. Da Louise skulle udsendes som delingsfører for reparationsdelingen til Irak i 2007, insisterede hun på at få Arne med.
- Jeg ville have min far med som driftsbefalingsmand for værkstedsholdet, da jeg aldrig ville kunne finde en bedre mand end ham.

Det krævede en mindre kamp, ikke med Arne, men med systemet, da en anden allerede var udpeget. For dem begge handler udsendelserne sammen derfor i lige så høj grad om at have én tæt på, som man samarbejder godt med. For Louise er sådan set Arnes chef, men det går ingen af dem meget op i.

Mortérregn i Irak
Under hold 9 i Irak kom lejren i Basra hyppigt under beskydning af mortérer og raketter. Folk måtte derfor ofte søge tilflugt i beskyttelsesrummene. Det er voldsomme oplevelser, som kan være svære at forklare til udenforstående. På det punkt er Arne og Louise også glade for, at de har hinanden og var udsendt sammen.
 
Missionen i Afghanistan er heller ikke ufarlig. Louise kører ofte med de Combat Logistic Patrols (transport af forsyninger og mandskab) mellem lejrene, som hun har ansvaret for. Der er en god grund til, at lastbilerne er så stærkt pansrede, og det er ikke altid lige sjovt at sidde som forælder tæt på begivenhederne.
- Familien derhjemme har jo fordelen af ikke at vide, hvornår Louise kører ud. Men jeg går ikke rundt og er nervøs hele tiden, for så skulle jeg ikke være taget herned, siger Arne.

Louise kører ofte med de ugentlige transporter af forsyninger mellem de danske lejre. Lastbilerne er tungt pansrede for at kunne modstå improviserede sprængladninger.
Foto: Staben.

I Danmark bor de i hver sin ende af landet, så fordelene ved at være udsendt sammen er åbenlyse for far og datter.
- Vi ser hinanden meget mere, end vi ville gøre derhjemme og benytter os også af muligheden for at løbe nogle ture ind i mellem, fortæller Arne.

Tid til hinanden
Løbetræning er en fælles interesse for de to. Siden Louise var 15-16 år, har de løbet sammen og deltaget i masser af motions- og crossløb rundt omkring. Når Louise besøger forældrene, tager far og datter stadig nogle løbeture sammen. 
- På løbeturene får vi rigtig talt sammen. Jeg når derfor dårligt nok inden for døren, når jeg er hjemme på besøg, før vi begge har løbeskoene på, siger Louise.

Arne og Louise har også hinanden til at få talt om de mere alvorlige hændelser, som de oplever under udsendelsen. Foto: Logistikelementet.

Løbeturene er ikke det eneste, Arne og Louise har sammen. Mini Cooper er en anden fælles interesse - vel og mærke de gamle bilmodeller. I forbindelse med at Louise var hjemme på orlov fra Afghanistan for nylig, fandt hun sin Mini i toptrimmet stand.
- Min far havde været hjemme på leave inden mig og repareret på den. Han havde skiftet dæk, lavet bremserne og nogle andre småreparationer, så den var helt klar til, jeg kom hjem.  

Arne og Louise havde bevidst valgt at lægge deres leave-periode i forlængelse af hinanden. Så fik familien derhjemme og især Louises mor glæde af at have én af dem hjemme over en længere periode. Samtidig betyder det, at far og datter får mulighed for at være sammen i julen i Afghanistan.
- Det betyder rigtig meget for os begge, at vi kan holde jul sammen hernede. Vi længes nok lidt mindre hjem, fortæller Louise.

Sidste udsendelse sammen
Arne er til daglig leder for alle værkstederne i den danske lejr i Camp Bastion, hvor de har et rigtig godt arbejdsmiljø.
- Mange af os har været udsendt sammen før, så vi har det nærmest som én stor familie.

Louise synes også at have bemærket, at hendes far under udsendelsen til Afghanistan har været gladere og generelt mere afslappet. Det kan hænge sammen med, at det for Arne er femte og sidste gang, han mødes med kollegerne i missionsområdet. Han rundede nemlig et skarpt hjørne, da han fyldte 60 år den  20. december, og dette bliver derfor hans sidste udsendelse, inden han går på pension til foråret.

Arne afslutter en lang karriere og skal vænne sig til en tilværelse uden forsvaret, mens Louise skal vænne sig til tanken om, at en eventuel fremtidig udsendelse bliver uden hendes far. Foto: Logistikelementet.

Arne afslutter dermed en næsten 40 år lang karriere i forsvaret, som begyndte tilbage i 1971.
- Min bror og jeg har været lidt nervøse for, hvad min far skulle få tiden til at gå med. Men det havde vi bestemt ikke behøvet. Tidligere på året afviklede han en masse afspadsering, og i den periode har det nærmest været umuligt at få fat på ham og min mor, fortæller Louise med et grin.

Louise må derimod vænne sig til tanken om, at en eventuel fremtidig udsendelse bliver uden hendes far.