[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efter to års forberedelse er alle de væsentligste pladser i det britiske felthospital i Camp Bastion i Helmand provinsen nu overtaget af dansk sundhedspersonel. I alt er 97 læger, sygeplejersker, sygepassere, laboranter og andre med en sundhedsfaglig uddannelse og en militær grunduddannelse på plads i det britiske felthospital, der betragtes som det hospital i verden, hvor der for tiden modtages flest patienter med alvorlige traumer.

- Vi er sendt hertil for at aflaste vores britiske kolleger, der har drevet felthospitalet siden, det blev etableret i 2004. Vores bidrag er desuden en del af Folketingets Afghanistan strategi 2008-2012, hvor det kom på tale at udsende danske enheder, som specielt skal være med til at øge afghanernes adgang til basale serviceydelser og samtidig øge afghanernes velvilje over for ISAF-styrkerne, siger chefen for det danske felthospital, Jens Tingleff.

Inden Jens Tingleff i 2007 overtog chefposten, var han ansat som hjertekirurg og overlæge på Gentofte Hospital.

Felthospitalet i Camp Bastion er ud over de 97 danskere bemandet med 43 briter og 45 amerikanere ¬¬- i alt 185 personer. Felthospitalet er udstyrsmæssigt på højde med et universitetshospital. Felthospitalet kan modtage patienter med svære traumer og udføre operationer på et meget højt og teknisk kompliceret niveau.

Det er generelt et karakteristika blandt en stor del det danske personel i felthospitalet, at de har et job i sundhedssektoren kombineret med en kontrakt med forsvaret. De danske læger og sygeplejersker bemander felthospitalet i tre måneder og kan se frem til en travl tid. Felthospitalet modtager i øjeblikket mellem 20 og 70 patienter om ugen. Patienterne fordeler sig ligeligt mellem soldater fra ISAF-styrken og afghanere – der kommer fra lokalområdet og fra Afghan National Army eller Afghan National police. 

Felthospitalet har plads til 28 sengeliggende patienter. Desuden findes en intensiv afdeling med plads til 6 patienter. Kapaciteten kan øges til cirka det dobbelte under særlige forhold.

Danskerne leder hospitalet i cirka tre måneder, og inden personellet ankom til Helmand har de alle gennemført et særligt uddannelsesprogram og en række øvelser i blandt andet York i midt England.

- Alt personel har været igennem et uddannelsesforløb, så vi kan matche de engelske procedurer og de mange typer af skader, som vi uundgåeligt vil blive stillet overfor. Vi vil se mange patienter med alvorlige krigstraumer som følge af kamphandlinger og vejsidebomber, og dem er vi klar til at behandle på den bedst mulige måde, siger Jens Tingleff.

Af de 97 danskere på felthospitalet er de 17 læger, 47 sygeplejersker, 19 sygehjælpere. Desuden er der en række support funktioner repræsenteret i form af modtagelse, røntgen, apotek og laboratorium.