[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Mindehøjtideligheden, hvor de 91 faldne siden 2. verdenskrig alle blev nævnt ved navn af orlogsprovst Ejgil Bank Olesen, blev overværet af repræsentanter fra det officielle Danmark, udvalgte soldater, og pårørende til de senest faldne. Både regentparret og kronprinsparret var til stede, ligesom statsministeren, forsvarsministeren, og forsvarschefen var at finde i Holmens Kirke i dag kl. 11.



Forsvarsminister Søren Gade inspicerer paraden ledsaget af oberst P.K. Pedersen, chef for Danmarks Internationale Logistiske Center, Danilog. Bag dem ses til venstre chefen for Hærens Officersskole, oberst Finn Bertelsen, sammen med forsvarschefen, admiral Tim Sloth Jørgensen.

Derefter var der parade ved Christiansborg, hvor 1200 soldater, der havde været udsendt med ISAF 6 eller 7 til Afghanistan eller KFOR19 eller 20 til Kosovo stod opstillet sammen med de hjemmeværns- og beredskabsfolk samt politifolk, der har været udsendt i det forgangne år. Den Kongelige Livgarde stod for æreskommandoet.



Soldaterne gør klar til paraden.

Forsvarsminister Søren Gade udtrykte i sin tale den største respekt for soldaternes indsats og for at påtage sig opgaven med at skabe fred og sikkerhed i verden. Peter Skaarup (DF) roste soldaternes mod, mens Helle Thorning-Schmidt (S) sagde til de opstillede soldater:
”I er det bedste, Danmark kan byde på”.
Forsvarschef Tim Sloth Jørgensen huskede, ligesom forsvarsministeren, at takke de pårørende for at udvise stor forståelse for soldatens opgave.



Glade soldater på Christiansborg Slotsplads.

Efter paraden gik soldaterne ind gennem porten til Christiansborg, hvor Folketinget bød på sandwich, underholdning ved Lene Siel og Københavns Drengekor og tale af Folketingets formand Thor Pedersen, der tidligere har omtalt nødvendigheden af en flagdag for de udsendte soldater således:
”Vores danske udsendte fortjener at blive hædret for den solide indsats, de har ydet for Danmark. Indsatsen har stor betydning for vores og andres sikkerhed, og det er værd at huske, at sikkerhed er forudsætningen for vort demokrati.”