[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En tur igennem de grønne marker er en oplevelse. Der hersker en ro, som man ikke oplever mange andre steder i det danske ansvarsområde. Bønderne bliver siddende på markerne, når soldaterne går forbi. Der hilses, vinkes og smiles. De lokale sætter sig gerne ned og taler med de danske soldater. I korte øjeblikke glemmer man, at man er i et af de mest hærgede, farligste og fattigste egne af verden. Det minder samtidig én om, at det nytter at lade de danske soldater gå ud gennem porten dagligt. Udviklingen sker ikke ved et trylleslag, men det sker.

Hold 4 var de første danske soldater, der rykkede ind i den britiske lejr Sandford. Læsere af bogen ”I morgen angriber igen” vil vide, at det er lejren, hvor en flok nedslidte, trætte men stadig hårdt kæmpende briter tog imod dem.

Det var nu op til danskerne at tage over, hvor briterne havde sluppet. Dette skete med mange hårde kampe til følge.



I området, hvor der før var hårde kampe, hersker der nu ro og fred. Danske soldater kan bevæge sig ud i det åbne landskab blandt civile uden at frygte lynangreb fra Taleban.

Siden hen oprettede danskerne Forward Operationg Base (FOB) Armadillo længere nordpå for at tvinge Talebans fokus væk fra Sandford. En satsning, der lykkedes.
 
Hold 5 brugte siden hen mange midler og timer på at få genopbygningen i gang i området omkring Sandford, men da CIMIC (civilt-militært samarbejde) mistede to mand ved et selvmordsangreb i Gereshk i foråret 2008, måtte man omfordele de CIMIC-folk, der var til rådighed. Det betød, at Sandford og Armadillo nu kun havde ét CIMIC Team til at dække begge områder.

Samtidig overtog Afghan National Army (ANA) og britiske forbindelsesteams som planlagt ansvaret for området omkring Sandford. Forinden havde hold 5 fået opbygget et godt forhold til de lokale i området trods det, at de havde svært ved at komme hele vejen rundt i ansvarsområdet omkring Sandford.

Massiv indsats giver bonus
Hold 6 kom til Helmand i august 2008 og sendte med det samme CIMIC Support Teams (CST) til både Armadillo og Sandford, ligesom man havde to CST i Price-lejren, der kunne dække hovedbyen Gereshk. Alt sammen som led i at intensivere samarbejdet med de lokale og sætte yderligere skub i udviklingen.
 
Fem måneder senere – i disse dage – ses udviklingen tydeligt i området omkring Sandford. Det danske CST samt ANA og de britiske forbindelseshold kan nu bevæge sig i hele området. Det er blevet til ikke færre end 65 større eller mindre projekter – størst er de fire broer over kanalen, der nu giver de lokale mulighed for at komme rundt i området med deres traktorer og biler.

Når de er kørt over broerne, kan de passende tage den nye vej i området, der forbinder Green Zone med hovedvejen til Gereshk. CIMIC-folkene i Sandford holder stor-møde (Shura) med deltagere fra de omkringliggende landsbyer hver tredje-fjerde uge, hvor der har været op til 150 deltagere.
 
Desuden har det danske – CST sammen med Charlie kompagniet i Armadillo – været i landsbyer, hvor der ikke tidligere har været CIMIC. Det er alt sammen med til at bidrage til den gode stemning, der hersker i området. Desuden har der i godt seks måneder ikke været én eneste ildkamp på markerne omkring Sandford.



En lille lokal dreng lytter opmærksomt til den danske CIMIC-officer.

Fordi det nytter
Den gode udvikling til trods er roen stadig skrøbelig i området. Inden for den sidste måned har Taleban indset, at de stort set har tabt området omkring Sandford. De lokale ældre beder Taleban om at forsvinde, hvis de nærmer sig området. De lokale fortæller troligt ISAF om Talebans planer, hvor han har lagt fjernbetjente improviserede sprængladninger ud – de lokale har sågar fortalt om en Taleban-shura, der foregik i området. Det er alt sammen med til at svække Talebans bevægelsesfrihed.
 
Takket være det gode samarbejde med de lokale, ser Talebans plan ikke ud til at virke. Men det betinger, at de danske soldater bliver ved med at gå ud i området, hjælpe, lytte og vise de lokale, at de ikke er alene i kampen mod Taleban.

På kort sigt betyder denne strategi, at de lokale afghanere åbenlyst støtter ISAF, at de kommer til lejren med flere informationer om miner og improviserede sprængladninger, og at de fortæller om Talebans aktivitet i området.

På lang sigt spreder den gode udvikling sig til andre områder, der ser, at græsset virkelig er grønnere der, hvor de lokale vil samarbejde med ISAF. De kan se, at der hvor ISAF er, kan man leve i nogenlunde fred og ro, og ikke behøver at sende sin kone og børn op i hulerne på high ground, fordi der endnu en gang er kamp i ens baghave.
 
Alt dette er sket på mindre end et år. Og det viser, at det nytter, det arbejde de danske soldater udfører. Også selv om det indimellem kræver ofre og hårde kampe.

Trods den nuværende trussel fra Taleban ser fremtiden stadig lys ud for området omkring Sandford. Beboerne i området har længe efterspurgt en skole til 650 elever, som nu påbegyndes i 2009. Det vil være den første skole uden for Gereshk, den første skole i Green Zone i hele det danske ansvarsområde.

Succesen er også, at områdets lokale har garanteret for skolen og de kommende læreres sikkerhed over for de danske CIMIC-folk såvel som disktriksguvernøren i Gereshk. Dette er et tydeligt tegn på, at lokalbefolkningen betragter sikkerhedssituationen som værende tilfredsstillende og er ligeledes et udtryk for den tillid, de nærer til CIMIC. Projektet vil også afhjælpe den store mangel på uddannelsesmuligheder i området. Der har før i tiden været flere skoler i Sandford-området, men alle er blevet ødelagt af Taleban.

Der er langt fra den lejr og det område, som en flok trætte og nedslidte briter kunne overlevere til de danske soldater på hold 4 i efteråret 2007 og så til den markante fred og udvikling, der hersker i området i dag. Bønderne på marken, de mange smilende børn og det liv der udspiller sig understreger, at de danske soldater gør en forskel. Deres indsats nytter noget



FAKTA om området:
* Der bor cirka 2000 mennesker i området omkring Sandford – langt overvejende bønder.
* De fleste tilhører Barakzai-stammen og taler pashtu.
* Sandford-området er rigt på landbrugsjord, og for tiden plantes der bl.a. hvede.