[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Lasse Rasmussen og Kenneth Skovmand Pedersen hyldes af chefen for Gardehusarregimentet, oberst T. M. Paulsen.

Overkonstablerne Lasse Rasmussen og Kenneth Skovmand Pedersen fik den 3. marts 2009 overrakt Forsvarets Medalje for Tapperhed af Forsvarschefen for deres indsats i Afghanistan den 23. juli 2008. Da reddede de en kammerat ud af en brændende Piranha, der var blevet ramt af en panserværnsgranat. De to gjorde på daværende tidspunkt tjeneste ved manøvrestøttesektionen i Fenris-kompagniet, der hører til hos Gardehusarregimentet.



Trompeterne gjaldede ved paraden.

Regimentschef, oberst T.M. Paulsen talte til de to husarer og sagde blandt andet:

- Jeg synes, det er vigtigt, at vi som regiment markerer så stor en udmærkelse ved at samle bataljonen og ved at have regimentets estandart tilstede. Til jer to husarer vil jeg sige, at jeg er stolt af jer – stolt på regimentets og bataljonens vegne. At modtage medaljer som disse giver genklang i hele forsvaret. Det glæder mig specielt, at I udførte denne tapre handling for at rede en kammerat.

Dermed er I efter min opfattelse et rigtigt godt eksempel på den moderne kampsoldat, der lever fuldt og helt op til vores gamle regiments motto: ”In Actis Esto Volucris” eller ”Lynsnar i Handling!”



Bataljonen, som Fenris-kompagniet hører under, var samlet til paraden.