[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Selv om vejret ikke viste sig fra den bedste side, var der mødt mange op til paraden.

Selvom vejrguderne ikke var med garnisonen på Haderslev Kaserne, så blev paraden gennemført fredag formiddag for at sikre, at alle i Haderslev ved, at Danmark har fået en flagdag for Danmarks Udsendte den 5. september.
 


Slesvigske Musikkorps i front af paraden mod rådhuset.

Paraden startede ved kasernen og gik til rådhuset, hvor borgmester Hans Peter Geil talte og sendte ”styrken” – bestående af Slesvigske Musikkorps i front, en deling soldater samt foreningsfaner og repræsentanter fra soldater- og marineforeninger, der havde sluttet sig til paraden – af sted. Marchen gik til domkirken.
 
I domkirken holdt domprovst Kim Eriksen gudstjeneste. Efter højtideligheden marcherede styrken tilbage til kasernen og blev modtaget af garnisonskommandanten, oberst L. K. B. Nielsen.



Garnisonskommandant oberst L. K. B. Nielsen taler ved Haderslev Kasernes mindeplade.
 
I sin tale nævnte han blandt andet:
- Formålet med den nye flagdag er at ære, hylde og mindes dem, der er eller har været udsendt på en mission for Danmark som led i Danmarks aktive internationale engagement.
 
- Det er væsentligt at anerkende den fremragende og professionelle indsats, som danske soldater og andre udsendte yder i en række af verdens konfliktområder, og flagdagen er et vigtigt element i denne anerkendelse.
 
- Den officielle flagdag er til ære for alle udsendte soldater siden Danmarks første FN-mission i Gaza i 1948.
 
- Forsvaret og forsvarets personel har igennem årene ydet et meget stort bidrag til Danmarks internationale engagement. Soldater er blevet dræbt og såret og har pådraget sig længerevarende eller livsvarige mén i forbindelse med indsatsen.
 


Garnisonskommandant oberst L. K .B. Nielsen lægger krans ved mindepladen for faldne.

- I år lægger vi kransen ved kasernens sydmur. Vi vil fremover også markere den 5. september i Haderslev. Hensigten er hvert år at gennemfører denne sidste del af arrangementet i den indre kasernegård ved skulpturen ”Bastion”. Navnet angiver beskyttelse som del af en fæstning og giver associationer til hovedlejren i Helmand-provinsen, Camp Bastion.
 
Efter talen lagde oberst L. K. B. Nielsen en krans for at mindes og ære de danske soldater, som er faldet eller såret i tjeneste for Danmark.