[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Lyset er stadig dæmpet på himlen, mens soldaterne fra Vidarkompagniets 2. deling gør sig klar til en CIMIC-patrulje (civilt-militært samarbejde) af de helt tidlige på dagen. Alligevel er der ikke voldsom træthed at spore – nærmere en parathed til opgaven – da befalingen gives klokken fem om morgenen i Barakzai Patrujlebase. 

Opgaven er at komme forbi et par compounds (huse) og tale med blandt andre en af områdets ældste, mr. Mullah Jan Agha (der er brugt et opdigtet navn af hensyn til hans sikkerhed. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt, red.). Det er ham, der ved, hvordan stemningen er i området, hvad der foregår, hvem man bør tage en snak med, og vigtigst: om Taleban er der. Det er ikke første gang, danskerne har kontakt med ham i den tid, patruljebasen har været åben igen.



Kortet er på bordet, og opmærksomheden er skærpet under dagens ”BM-shura” (befalingsmands-møde). I midten Kim, der er sergent og gruppefører for 3. gruppe, 2. deling. Foto: Birgit Baunehøj

Kim, gruppefører for 3. gruppe, fører an i patruljen, der begynder på grusvejen, men snart bevæger sig ind på markskel og langs mudrede vandingskanaler. På markerne står hveden højt og flot, klar til høst om en uges tid. På andre marker står visne opiumsplanter, for hvem høsten netop er slut. Rundt omkring er de lokale tidligt på færde, da CIMIC-officer Søren og den lokale tolk går hen til de mandlige beboere foran compoundet, hvor de hurtigt omringes af en større børneflok. Imens sikrer soldaterne i alle retninger, så snakken med de lokale kan foregå i nogenlunde trygge rammer. Snakken bliver dog kort. Beboerne bor her ikke normalt og har i øvrigt tænkt sig snart at flytte fra området.



Soldater fra 2. deling på vej ud på patrulje fra Barakzai Patruljebase, der ligger nordøst for Gereshk. Foto: Birgit Baunehøj

Efter en kort vandretur gennem yderligere markskel og et par spring over vandingskanaler, når patruljen frem til det compound, hvor mr. Mullah Jan Agha bor. Her mødes Søren igen med Agha – en mand, der taler ganske bramfrit om Taleban og ISAF.

- Det var igen en rigtig god samtale, jeg havde med ham. Vi var ikke kun rundt om positive emner, men fik også talt om de mere problematiske emner herude, lyder det fra Søren i kølvandet på mødet.
Mr. Mullah Jan Agha fortæller blandt andet Søren, at det vil være et problem med de lokales åbenhed og samarbejdsvilje over for ISAF, hvis der er planer om at forlade området, altså nedlægge patruljebasen for anden gang. Danskerne åbnede Barakzai Patruljebase på hold 4 og måtte desværre lukke den under hold 6, fordi der manglede mandskab til permanent at have folk derude. Det har betydet problemer med Taleban for lokalbefolkningen – især for dem, der havde haft en længere dialog med ISAF samt samarbejde om forskellige projekter herude såsom brønde osv.



Målet – en af områdets ældste, mr. Mullah Jan Agha – er nået, og samtalen er i fuld gang mellem ham, CIMIC-officer Søren (tv.) og den lokale tolk (th. i dansk uniform). Foto: Birgit Baunehøj

- Jeg synes, at der er en rigtig god dialog med de lokale herude på nuværende tidspunkt, men jeg kan godt være i tvivl om, hvorvidt vi får nogle projekter i gang i løbet af hold 7, siger Søren, der godt kan forstå, at de lokale er afventende over for danskerne.
- I begyndelsen var det temmelig meget op af bakke. Men på kort tid er dialogen blevet rigtig god. Især er det godt, at vi har fået så god kontakt med områdets ældste, som ved en hel del om, hvad der foregår herude.

Samtalen med mr. Mullah Jan Agha er så småt forbi, og patruljen bevæger sig retur til patruljebasen. Solen er for længst stået op og klokken er blevet halv otte. Varmegraderne bevæger sig hastigt opad mod de 40 grader, så det er godt for patruljen at returnere til lejren, få alt det tunge kampgrej af, få noget vand at drikke og et par timer på øjet, før der er samling om resten af dagens projekter og patruljer fra basen.

Hold 7 har ingen planer om at lukke Barakzai Patruljebase.



Sanitetsmand, redderen Martin (tv.), og CIMIC-officer Søren er klar til at gå patrulje.  Foto: Birgit Baunehøj