Gode til at bygge samfund

De unge danske soldater er rundet af de sidste 30-40 års historiske, kulturelle og sociale udvikling. Historisk bundet til murens fald, krigen i Jugoslavien, Osama Bin Ladens fatwa fra 1998 og terrorangrebet på Twin-Towers. Socio-kulturelt til institutionel opvækst, selvfølgelig velstand, medviden om global fattigdom og mødet med indvandrere og flygtninge.

Det har præget selvforståelsen og indsigten. Velstanden har givet en frihed til egne verdener, samtidig med at den national- og verdenspolitiske scene efter Sovjetunionens fald opleves som et kaoshav, man skal navigere i.

Heraf er opstået en trang til at handle. De danske soldater vil gerne gøre en forskel med deres tilstedeværelse i Afghanistan. De vil gerne se resultater af de kampe, de kæmper. De vil gerne se, at genopbygningen udkrystalliseres i synlig fremgang. I skoler, kloaker, brønde.

Soldatens tilgang til at løse opgaver er erfaringsbaseret. De kan ganske enkelt ikke operere, hvis ikke de gennemgår en proces, hvori de med lærer og erfarer og ”finder ud af det”. Det har baggrund i historiens drøm om noget bedre og i en drøm om fællesskab.

Soldaternes tip-tip-oldeforældre byggede mejerier og organiserede sig i arbejderbevægelser. De erfarede, især efter nederlaget ved Dybbøl, at vi samlede os endeligt som folk. Som bønder og arbejdere på tværs af klasseskel. I foreningernes tegn rejste vore forfædre Danmark i Dalgas’ berømte sætning om, at ”hvad udadtil tabes, skal indadtil vindes”.

Og i denne kraftanstrengelse erfarede vi, at når ”vi finder ud af det”, så er det fordi, vi hver især byder ind med vor erfaring. Det er krumtappen i vort demokrati.

Vi har også erfaret, at vi i kravet om kærligheden til næsten har bygget et dansk velstandssamfund. Det skal vi i dag forvalte. Det skal de unge i fremtiden sikre.

1960’erne blev skelsættende. Velfærden blev en målestok for vores velstand, og da kvinderne kom på arbejdsmarkedet, ændredes samfundet afgørende, blev opdragelsen til dels institutionaliseret.

70’erne og 80’erne var præget af modstand mod de institutioner, forældrene satte børnene i. Det var en uholdbar, men nødvendig og forståelig værdikamp, som i dag er mundet ud i enighed om opdragelse mellem hjemmet og institutionen. Der findes en gensidig respekt og anerkendelse.

Hjem og institution er enige om, at den erfaringsbaserede opdragelse er i centrum. I hjemmet og på institutionen lærer børnene, at gruppen skal udvise respekt for hver enkelt, og at de ikke må udstøde en, selvom det alligevel kan ske. De lærer, de kan have tillid til voksne. De lærer at samarbejde, at de bliver hørt, og at de er noget. Der findes både hjemme og ude en sund modvilje mod et diktat, og en trivsel med initiativskabende samtalekultur.

Alt sammen det særlig danske, som over tid og rum har skabt en tænkende og social ungdom – indbefattet den danske soldat. Nu følger en glansfuld periode med fælles myndighed. Vi kan derfor også begynde at se positive træk, som er nødvendige for at vi forstår og anerkender ungdommen.

Vi står i dag med en ungdom, der bare skal slippes fri, så de kan tage ansvar. Det understøttes af de unge soldater. Deres opvækst kommer dem til gode herude. De har noget med sig. Noget der i netop disse militære rammer og omgivelser åbenbarer sig som noget frugtbart. Med deres erfaringsbaserede personlige myndighed og ansvarsfølelse repræsenterer de et Danmark, der netop har noget at byde på i Afghanistan. De unge soldater er gode til at bygge samfund.

De unge danske soldater er gode til at bygge samfund. De har lært det både i deres fædreland og i det Afghanistan, der er ved at blive genopbygget.