[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Præcis klokken 11 gik rampen på det danske Hercules fly ned, og kort tid efter blev kisten med den faldne konstabel Steffen Bloch Larsen båret ind i hangaren, hvor der var en mindehøjtidelighed. Det skete til tonerne af ”Kongernes Konge”, der blev spillet af Den Kongelige Livgardes Musikkorps.



Kisten blev båret fra flyet og ind til mindehøjtideligheden, mens Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede ”Kongernes Konge”. Foto: Per A. Rasmussen.

Inde i hangaren var de pårørende til Steffen Bloch Larsen samt familie, venner og kollegaer. Der var opstillet et æreskommando fra Den Kongelige Livgarde med Livgardens fane, og til stede var chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, og chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst, kammerherre Lasse Harkjær.

Oberst Lasse Harkjær gik frem til kisten og lagde en buket blomster, og derefter holdt han en kort tale.

- Steffen drog ud i verden for at gøre en forskel, og det gjorde han, sagde obersten. Han var med til at skabe bedre forhold for den afghanske befolkning. Vi kunne alle ønske, at han havde fået lov til at gøre arbejdet færdigt.
For Livgarden vil den 19. september for evigt være en mærkedag. Steffen vil få en fremtrædende plads i Livgardens historie.
Steffen drog ud i verden for at hjælpe andre til fred og frihed. Han faldt i denne kamp. Vi vil altid huske ham i vores hjerter.
Æret være Steffen Bloch Larsens minde.



Kisten blev båret af kollegaer fra Livgarden. Forrest på kisten ses til højre missionsmedaljen for ISAF og ved siden af Forsvarets medalje for Faldne og Sårede i Tjeneste. Foto: Per A. Rasmussen.

Efter oberstens tale lyste feltpræsten Karen Marie Bøggild velsignelsen, og derefter blev kisten båret ud til den ventende rustvogn, men Den Kongelige Livgardes Musikkorps spillede ”Det var på Isted Hede”.

Konstabel Steffen Bloch Larsen blev 23 år. Han var på sin første internationale mission, da han den 19. september blev skudt og dræbt i Afghanistan.
Der er militær begravelse fra Garnisons Kirke i København onsdag den 30. september kl. 11.

Læs oberst Lasse Harkjærs tale her...