Hold 7 har haft højt aktivitetsniveau

Hvordan har du det selv efter seks måneder som chef for Danish Battle Group?
- Jeg har det egentlig rigtig godt. Og det er der to årsager til: Den første er, at jeg om få dage skal hjem til min familie og den anden er, at jeg føler, at vi på hold 7 har ydet en god indsats gennem hele udsendelsesforløbet

Chef for ISAF hold 7, oberst Frank Lissner, gør status over hold 7’s tid i Helmand. Foto: Birgit Baunehøj.

Hvordan synes du hold 7 har løst opgaven her i Helmand-Provinsen?
- Nu er jeg nok lidt farvet i min vurdering, men jeg synes hold 7 har løst opgaven på meget tilfredsstillende vis.  Og det er også det, jeg hører hjemmefra, når jeg taler med Chefen for Hærens Operative Kommando og andre der har været på besøg hernede.

Kan du give nogle eksempler på de ting, I har udrettet?
- Vi har fra starten haft et højt aktivitetsniveau og gennemført et utal af operationer, patruljer, CIMIC-patruljer (civilt-militært samarbejde) og hundredvis af andre opgaver. Men den største opgave, vi har haft, er nok vores deltagelse i operation Panchai Palang (Panterens Klør).

Hvorfor har den operation så stor betydning?
- Fordi den operation har haft til hensigt at binde Helmands handelscentrum, som er Gereshk, sammen med det industrielle/politiske centrum, som er i Lashkar Gah. Ved at binde de to sammen er tanken at kunne skabe et vækstcentrum her i Helmand-Provinsen.

Danskerne i beredskabsområde under Panchai Palang. Foto: Jesper B. Christensen.

En smuk solopgang over Helmand-floden under Panchai Palang.

Her Kaptajn Visti og sprogofficer Anders, der taler med en af de lokale under Panchai Palang. Foto: Patrick Didriksen.

Har Panchai Palang indfriet forventningerne?
- Indtil videre vil jeg sige, at det har den. I de områder, hvor vi har været før Panchai Palang (PP) og var sikre på at komme i kamp med fjenden, er de lokale vendt tilbage, og der er en god stemning, børnene leger rundt om i området og folk er begyndt at ytre ønske om, at der skal laves en skole og andre ting, så de kan komme videre. Så der er generelt en glæde ved, at Taleban er væk.

Har I kunnet mærke forskel efter det store ryk-ind af amerikanske styrker i Helmand?
- På den korte bane nej. Med PP og de amerikanske styrkers ankomst er der blevet rodet godt og grundigt op i hvepseboet, og mange af vores fjender er blevet spredt væk fra de steder, hvor de holdt til. Men jeg er sikker på, at på den lange bane – og for de næste hold efter os – vil det få en stor betydning, og Taleban vil blive yderligere presset over de næste hold.



Det er også blevet til en del fodpatruljer på hold 7. Her er det soldater fra Vidar/Bravo 2. Deling, der går fodpatrulje fra patruljebasen Barakzai i begyndelsen af maj. Foto: Birgit Baunehøj.

Hvis du skulle give nogle gode råd til hold 8, hvad skulle de så være?
- Jeg vil sige tre ting til dem: Det er vigtigt, at de får skabt korpsånd og sammenhold. Det er det, der gør tingene lettere i dagligdagen, også når de svære situationer opstår. Det næste er, at de skal passe på hinanden hernede, være skarpe og hele tiden være opmærksomme på de farer, der lurer i området. Og den sidste må være, at de skal sørge for at være på forkant med udviklingen og være dem, der sætter dagsordenen og dermed fastholder initiativet.

Hvilke oplevelser står tydeligst printet på nethinden, når du lige om lidt rejser hjem til Danmark?
- En af oplevelserne, jeg vil huske resten af mit liv, vil være, da min næstkommanderende Jens Rossen-Jørgensen ringede til mig under min leave (ferie) i Danmark og fortalte, at Mads, Andreas og Martin* var blevet blev dræbt, da de kørte på en sprængladning. Det er et tidspunkt, jeg aldrig glemmer.

- De mere positive ting, og det jeg vil huske området og landet for, er de stunder, hvor jeg har været ude på patrulje og set de smilende børn og fået en god snak med de lokale, som vi har delt vittigheder og grinet med, alt sammen i en afslappet atmosfære.

Hvordan synes du dine soldater har klaret opgaven?
- Jeg synes, de har klaret det rigtig godt. De har levet op til mine forventninger og til de mål, vi har sat os. Det har været en hård mission, fordi vi hele tiden har haft et konstant højt aktivitetsniveau, hver gang vi har gjort tiltag til at drosle lidt ned, så har modstanderen villet det anderledes. Det har betydet, at der konstant har været pres på soldaterne. Og det er dermed ikke mange ”fridage”, de har haft at kunne slappe af i hernede.






Der har også været tid til sjove og hyggelige stunder med blandt andet fastelavn og rap-koncert til et godt formål i juli. Foto: Birgit Baunehøj og Thorbjørn Forsberg.

Når du har talt med dine soldater, hvad har så gjort størst indtryk?
- Det er det store engagement og viljen til at gøre en forskel. Og det at de uden at kny er gået og kørt ud af lejrene hver dag, velvidende at det kunne være sidste gang, de gjorde det. Den holdning og gå-på-mod, de har vist, har virkelig imponeret mig.

Hvad vil du sige til dine soldater, nu hvor de snart skal hjem og leve et normalt liv i Danmark?
- Først og fremmest vil jeg sige, at de har gjort en formidabel indsats, og de kan være stolte af den indsats, de har ydet. Når det er sagt, vil jeg sige til dem, at omvæltningen fra et halvt år hernede til dagligdagen derhjemme er stor – og for nogen kan den være kæmpestor. På nogen kan der være sat både positive og negative oplevelser på deres sjæl og sind, og derfor er det vigtigt, at de er opmærksomme på det og ikke holder sig tilbage for at søge hjælp, hvis der er behov for det.

* Konstabel Mads Lerche Rasmussen, overkonstabel Andreas Søgaard Brohus og konstabel Martin Abildgaard: Mindeord