Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Efter afghansk målestok har det været et stort projekt. Det netop gennemførte program som skal få bønder i Gereshk-distriktet til at dyrke hvede i stedet for opiumsvalmuer.
- Som med andre aktiviter i indsatsen for at bringe stabilitet til landet har hvedeprogrammet været lærerigt for de afghanske myndigheder. Det har for myndighederne været en prøve på deres evne til at skabe udvikling og række ud til befolkningen, fortæller stabilitetsrådgiver Anders Johansen fra det danske udenrigsministerium.
Hvedeprogrammet har været et samarbejde mellem repræsentanter fra det afghanske landbrugsministerium og myndighederne i Gereshk.
Foto: Frank Trier Mikkelsen.
- Afghanerne har virkelig vist vilje til at gennemføre hvedeprogrammet. Ud over bekæmpelse af opiumsdyrkning er det også vigtigt for distriktsmyndighederne at bevise over for lokalbefolkningen, at de kan gøre en forskel. De skal give befolkningen i området en tro på, at den afghanske regering og de lokale myndigheder vil bringe fremskridt til dem.
Anders Johansen fra det danske udenrigsministerium har fulgt hvedeprogrammet tæt og set afghanernes vilje til at gennemføre uddelingen trods forhindringer undervejs.
Foto: Provincial Reconstruction Team.
Grus i sækkene
Forløbet med uddelingen af hvedekorn har ikke været helt uden ”bump” på vejen. Projektet er blevet forsinket, og da de mange sække med hvedekorn ankom fra provinshovedstaden Lashkar Gah til Gereshk, opdagede hvedeprogrammets medarbejdere, at nogle af sækkene vejede for lidt, mens andre var fyldt med grus og småsten.
Da sækkene med hvedekorn kom til Gerehsk, foretog det afghanske distributions-hold en kontrolvejning og opdagede, at nogle af sækkene var fyldt med grus, mens andre vejede for lidt.
Byline: Provincial Reconstruction Team.
Kontrol og konsekvens
- Det var det afghanske distributions-hold her i Gereshk, der selv foretog kontrollen af sækkene og opdagede svindlen. Og man kan mærke på afghanerne, at de bliver rigtigt harme, når sådan noget sker, fortæller Anders Johansen, som har fulgt projektet hele vejen.
De afghanske myndigheder har taget hånd om sagen, og flere personer i Lashkar Gah, hvor svindlen er foregået, er blevet sigtet i sagen. Til trods for forsinkelserne og svindlen, er afghanerne dog ufortrødent kørt videre med projektet, indtil i alt ca. 6000 bønder havde fået tildelt hvedekorn efter planen.
Igennem halvanden måned har der været travlhed ved hvedeprogrammets distributionscenter i Gereshk. Foto: Frank Trier Mikkelsen.
Afghanerne sætter tempoet
Mange flere bønder var interesserede i at deltage. Det stod klart på et lokalråd for nylig, hvor repræsentanter fra de forskellige landsbyer konfronterede distriktsguvernøren med, at mange af deres bønder ikke havde fået tildelt hvedekorn. Omfanget af hvedeprogrammet er dog nødt til at følge et tempo, hvor de afghanske myndigheder selv kan følge med.
- Det er vigtigt, at det er afghanerne selv, som skaber fremskridtene. Men jeg tror, at myndighederne har lært meget af dette projekt, som de kan drage fordel af, når de snart skal realisere endnu et stort projekt med uddeling og plantning af frugttræer i distriktet, siger Anders Johansen.
HVEDEKORNETS VEJ TIL MARKERNE
• Medlemmer af lokalrådet har registreret alle bønder i hvert lokalområde, som var interesserede i at deltage i hvedprogrammet.
• Fra hvedeprogrammets hovedkontor i Lashkar Gah er hvedekornet blevet fragtet til Gereshk, hvorfra uddelingen til distriktets bønder er foregået.
• Myndighederne fører kontrol med bønderne, som har forpligtet sig til at dyrke hveden.