”Kalam, kalam!”

”Kalam, kalam…” Disse råb følger os, mens vi patruljerer i Green Zone. Og nej, det er hverken skældsord eller for den sags skyld opmuntrende ord til de svedende nordboer. Til gengæld drejer det sig om kuglepenne.

”Kuglepenne?” sidder du sikkert og tænker. Hvad har det nu lige at gøre med krig og ufred? En hel del faktisk eller rettere: det er bare en lille del af det, der kommer efter krig – nemlig genopbygning og fredsskabende foranstaltninger, det, vi her kalder CIMIC (civilt-militært samarbejde).

Efter vi har gennemført vores del af operation Panchai Palang, som gik ud på at fjerne Talebans indflydelse og tilstedeværelse i blandt andet Spin Masjeed – et område kun et par kilometer syd for den danske lejr Price – har vi gået en masse CIMIC-patruljer i området for at vise, at det nu er os, der har kontrollen i området, samt for at finde ud af, hvilke behov lokalbefolkningen har, og hvordan vi kan hjælpe dem med at hjælpe sig selv.

Et barn slapper af i Spin Masjeed-området syd for Price. (Foto: Nicolai M.)

Som panserinfanterister står vi primært for sikkerheden omkring de soldater, der laver selve CIMIC-arbejdet  ved for eksempel at holde møder med lokale nøglepersoner. Mens vi sikrer, befinder vi os i længere perioder i de små landsbyer – og her kommer kuglepennene ind i billedet.

Over alt er der nemlig børn, som nysgerrigt kommer hen til os. De er interesserede i de store nordboer og især i det, vi måske har med. Inden længe kommer spørgsmålet ”Kalam?”. Og ofte kan soldaten åbne tasken og fremtrylle kuglepenne i alle mulige afskygninger samt blokke til at skrive på. Eller måske rettere tegne på. I Spin Masjeed er det nemlig kun de rigeste børn, der går i skole inde i basaren i Gereshk, for Taleban har lukket den lokale skole. Derfor er antallet af analfabeter højt lige som i resten af Helmand.

Selvom det ikke er alle soldater, der har kuglepenne med, så er der altid nogle stykker, der er friske på at give en svingtur, folde et papirfly eller vise, hvordan en kikkert virker. Måske er der endda en, som hiver en energibar op. Og selvom der tydeligvis er forskel på afghanske og danske smagsløg, så skal det også prøves.

Soldaterne fra Bravo-kompagniet (VIDAR) bliver hurtigt omgivet af lokale børn, når de er på patrulje i Spin Masjeed-området. (Foto: Nicolai M.)

Når børnene har vist vejen, kommer der gerne nogle af de større drenge og unge mænd hen for at se, hvad der sker. Mange gange får de sig en snak med den lokale tolk om løst og fast. Forleden dag efter et særligt stort latteranfald spurgte vi selvfølgeligt lidt ind til, hvad de snakkede om. Og det viste sig, at det afghanske samfund ikke altid er så tilknappet, som man skulle tro. Samtalen drejede sig om piger og det endda i den mere intime afdeling. Og historien blev ikke dårligere af at blive oversat, så alle fik sig et godt grin.

Umiddelbart var det ikke uddeling af kuglepenne, legende børn eller unge mænd med røverhistorier, som vi trænede mest til hjemme i Slagelse. Men på patruljer her i Afghanistan er det ikke altid primært den militære træning, der er behov for, men helt andre menneskelige egenskaber. Måske er det disse små møder mellem mennesker, som kan være med til at skabe et fredeligere Afghanistan.

Dansk soldat sammen med lokale børn i Spin Masjeed-området. (Foto: Nicolai M.)