[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Chefen for det civile-militære samarbejde ved KFOR i Kosovo, kaptajn René Gundmann, var i efteråret 2008 ude for at besøge en fattig familie i Skenderaj Kommune 15 km sydvest for Mitrovica, hvor den danske lejr Camp Olaf Rye ligger.

Under besøget fik René den idé, at man i højere grad end tidligere burde investere i bæredygtige projekter, eksempelvis via velgørenhedsorganisationen IADK (Initiative for Agricultural Development in Kosovo). Herfra ville man være i stand til at fordele støtten blandt de fattige familier på den mest retfærdige måde.

Efter møder med direktøren for IADK, Zenel Bunjaku, blev det aftalt, at KFOR med midler bevilliget fra DANCON-marchen ville investere i hønsehold for 30.000 kr. Selv om det kan forekomme som et relativt beskedent beløb, betyder det, at 11 fattige familie i opstart får et hønsehold på 50 kyllinger og 160 kg foder, hvilket sætter dem i stand til at producere æg og kyllinger, som de kan tjene på og selv få mad fra.

Pengene blev overrakt til IADK den 23. januar 2009, og projektet vil blive sat i værk hurtigst muligt.