[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En del af de over 1200 hjemmeværnsfolk, der primært har arbejdet sammen med politiet i forbindelse med klimatopmødet i København, COP15, (Co-operation of Parties) havde torsdag besøg af chefen for Hærens Operative Kommando (HOK), generalmajor Niels H. Bundsgaard, og chefen for Hjemmeværnet (HJV), generalmajor Jan Norgaard. Årsagen til, at chefen for HOK var på besøg, var, at personel fra hjemmeværnet, der er indsat i en operation, der kræver deltagelse fra mere end én totalforsvarsregion, er under chef HOK´s operative kommando.



Det var bidende koldt, da de to chefer besøgte nogle af de mange deltagere fra hæren og hjemmeværnet. Her får de to generaler en snak med to overvågningsvagter ved et parkeringsområde for nogle af de mange biler og busser, der er blevet brugt under COP15. Chefen for Hjemmeværnet ses længst til højre, chef for HOK er nr. to fra højre.

- Jeg er meget imponeret over den indstilling, de mange frivillige viser, siger Niels Bundsgaard.
Jeg ved jo, at mange af dem har måttet holde ”fri” fra job og familie, men de har med deres indsats vist viljen til at yde en indsats, når landet har brug for ekstra kræfter, som en sådan klimakonference kræver.

- Jeg synes også, at både chef Hjemmeværn og jeg kan glæde os over, at vi udelukkende har hørt rosende ord fra den primære samarbejdspartner, politiet, i forbindelse med hjemmeværnsfolkenes indsats. Politiet har været overrasket over, hvad hjemmeværnet har haft at tilbyde, og det kan vel bedst udtrykkes gennem en ledende politimands udsagn om, at uden de frivilliges indsats havde politiet ikke kunnet løfte opgaven, siger chefen for HOK.

Under besøget talte de to generaler med mange chauffører, folk, der har sikkerhedstjekket biler til transport af VIP og andre inden for transportområdet. Og de mødte mange forskellige brancher fra den civile verden repræsenteret.



En af deltagerne havde selv lavet vagtskemaet som fængselsbetjent på sin arbejdsplads. Så kunne han komme til klimatopmøde. Betjenten er nummer to fra venstre.

- Jeg havde en snak med en fængselsbetjent, der havde taget fri fra den daglige tjeneste, fortæller Niels Bundsgaard. Da jeg spurgte ham, hvordan han klarede det med vagtskemaet, måtte han indrømme, at det var ham selv, der lavede det.

- Men det koster ham så også nogle ekstra vagter i juleperioden. Respekt for det, slutter generalen.