[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Da chefen for Det Danske Internationale Logistikcenter, oberst Peter Kølby Pedersen, besøgte felthospitalet i Camp Bastion, var det tredje gang. Det er dog hans første besøg på hospitalet, mens det er under dansk ledelse, og halvdelen af de 200 stillinger på hospitalet er besat af danskere.



Chefen for DANILOG, oberst Peter Kølby Pedersen hilste på en stor del af de cirka 100 danskere, der er udstationeret ved det dansk-ledede felthospital i Camp Bastion. Felthospitalet hører administrativt under DANILOG i Vordingborg.


- Jeg er meget imponeret over den ro, som kendetegner alle afdelinger på felthospitalet. Jeg tror, det er noget typisk dansk, men det er en god egenskab, når man arbejder i et hektisk miljø som det her, siger Peter Kølby Pedersen og tilføjer:

- En af de store forskelle på et felthospital og et almindeligt hospital derhjemme er blandt andet, at de forskellige afsnit og afdelinger ligger lige op og ned ad hinanden, så man arbejder meget tæt og i et højt tempo hernede. Og så er det jo vigtigt, at man kan bevare det rolige og professionelle overblik, og det bærer det præg af, at danskerne kan hernede.



Under rundvisningen på felthospitalet fik Peter Kølby Pedersen lejlighed til at følge en operation på nært hold.

Fremtidens felthospital i en anden form
Peter Kølby Pedersens besøg strakte sig over små fire timer og omfattede blandt andet to briefinger og en rundvisning på otte af felthospitalets afdelinger. Her hilste han blandt andet på det danske personel, som alle er knyttet til DANILOG, hvor det danske mobiliseringsfelthospital også er placeret.



Chefen for DANILOG, oberst Peter Kølby Pedersen, blev modtaget af repræsentanter for det danske personel, herunder chefen for felthospitalet, stabslæge-2, Jens Tingleff, der ses til venstre for obersten. Fotos: Morten Fredslund.

- Materielmæssigt kan felthospitalet derhjemme ikke matche det niveau, som vi ser her i Camp Bastion. Og måske må vi erkende, at tiden er løbet fra den model, hvor vi har alt materiellet liggende klar til den dag, hvor der bliver brug for at sende det ud. I stedet tror jeg, at fremtidens felthospital bliver i en form, hvor vi i høj grad læner os op ad felthospitaler, der allerede er etableret, siger Peter Kølby Pedersen

Hold 1 drillerier
Det er første gang, personellet ved det danske felthospital er udsendt, og alle 97 danskere er indkvarteret under britiske forhold. Der har under udsendelsen været en række logistiske udfordringer omkring adgang til en række velfærds-aktiviteter, postgang og materiel, der ikke er nået frem til tiden, hvilket logistik-chefen blev orienteret om under den danske briefing.

- Der er altid logistik-problemer på et Hold 1, så det er jeg så vidt ikke overrasket over. Men det irriterer mig en smule, at nogle af de ting, som vi havde taget højde for i opstillingsfasen og i organisationsstrukturen, ikke har virket som forudsat. Det må vi tage højde for en anden gang – eventuelt ved at sende hospitalsofficeren ned med et forkommando i så god tid, at vi sikrer os, at de ting, der skal være på plads, også er det, når personellet ankommer, siger Peter Kølby Pedersen.