[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den 17. marts 2008 blev seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen, der var tilknyttet Hærens Kampskole i Oksbøl, sammen med to kolleger dræbt af en selvmordsbomber i byen Gereskh i Helmand-provinsen i Afghanistan.

På etårsdagen blev der holdt en lille højtidelighed på Hærens Kampskole for skolens ansatte og Sonny Kappel Jakobsen nærmeste pårørende, venner og bekendte.



Oberst Eigil Schjønning taler til skolens ansatte samt de pårørende og deres venner, der var mødt frem for at mindes seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen. Foto: Lars Sørensen.

- Det er i dag et år siden, seniorsergent Sonny Kappel Jakobsen faldt i Afghanistan, sagde chefen for Hærens Kampskole, oberst Eigil Schjønning, i sin tale stående foran den mur, hvor der er opsat en mindeplade.

- På Hærens Kampskole vil vi gøre den 17. marts til en årlig mindedag for de danske soldater, der er faldet i international tjeneste, sagde oberst Schjønning.

Efter et minuts stilhed lagde obersten blomster ved mindepladen, og det samme gjorde de nærmeste pårørende.



Mindepladen på Hærens Kampskole.