Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Da sundhedsministeren og dele af Sundhedsudvalget forleden besøgte felthospitalet i Camp Bastion, fik delegationen syn for sagn hvad angår personalets faglige kunnen og snarrådighed. For da Jacob Axel Nielsen og hans følge blev vist rundt, summede felthospitalets modtagelse af aktivitet. Tre sårede var netop kommet ind, og der blev arbejdet på højtryk for at udrede og stabilisere patienterne.
Ministeren og delegationen blev vist rundt på alle hospitalets afdelinger og fik orienteringer om, hvordan arbejdet foregår og under hvilke vilkår, der arbejdes.
- Vi fik med egne øje at se, hvordan hospitalet kan ligge roligt hen og så … bum… pludselig, som en vulkan kan det fungere i sydende aktivitet med 180 kilometer i timen, hvor alle ved, hvad de skal. Lige fra helikopteren går i luften, henter den sårede, vender tilbage til hospitalet, hvor alle er hundrede procent klar over, hvor de skal stå, og hvad deres opgave er. Det er så ekstremt professionelt, sagde sundhedsministeren efter rundturen på Felthospitalet, hvor 97 danskere i øjeblikket gør tjeneste.
Helikopteren stak af
Besøget på Felthospitalet omfattede et par briefinger, fremvisning af hospitalets ambulancer og en orientering om de britiske helikoptere, som hver dag går på vingerne for at hente svært tilskadekomne ISAF-soldater, lokale afghanske soldater og politifolk eller civile, der er kommet til skade som følge af kampene mod Taleban. Desværre måtte den operative helikopter gå på vingerne få minutter, før de danske politikere med følge nåede frem.
- Jeg har lige stået og talt med en læge, som har reddet en afghaner, der er blevet skudt gennem brystkassen og blev evakueret med den helikopter, vi skulle have set nærmere på, men som fløj ud for at hente den sårede. Det er jo fantastisk at stå og tale med en, der lige har reddet en andens liv. Det er jo hverdag hernede, men virkeligheden og intensiteten af det, man laver her, er næsten overvældende, sagde ministeren, da han efter det officielle program mødtes med det danske personel over en sodavand i et af hospitalets store telte bag hospitalet.
Sundhedsminister Jacob Axel Nielsen talte til og med det danske personale. – Tak for, at I lader jer rykke ud af jeres dagligdag for at tage herned og redde liv, sagde ministeren.
- Der er ting, man ikke kan begribe, før man er herude og selv smager på og ser, hvordan tingene er. Og der er for mig ingen tvivl om, at danskerne tager ekstremt meget med sig hjem til det danske sundhedsvæsen, og det skal selvfølgelig godtgøres på en eller anden måde. For de udsendte oplever ting her, som de aldrig vil opleve i hverken det danske, engelske eller det amerikanske sundhedsvæsen. Et ophold her vil jeg tro svarer til den erfaring, man først tilegner sig efter 10, 15 eller 20 års tjeneste, sagde Jacob Axel Nielsen, der heller ikke lagde skjul på sin respekt og anerkendelse af den danske indsats, da han fik ordet i det store telt, hvor rigtig mange var mødt op for at hilse på.
Ekstrem stor respekt
- Tak for, at I lader jer rykke ud af jeres dagligdag for at tage herned og redde liv. Det lange perspektiv er jo at lære afghanerne selv at tage vare på deres egen sundhed. Det er et langt skridt, men den indsats, I yder, smitter helt givet af. Og det kan ikke undgås, at man får en ekstrem stor respekt for det arbejde, I udfører hernede. I gør Danmark ære og I gør vores sundhedsvæsen ære. Så tak skal I ha’.
Ministerens delegation var bredt sammensat. Yderst til venstre ses chefen for Forsvarets Sundhedstjeneste, generallæge Erik Darre.
Sundhedsministeren og den cirka 25 mand store delegation, der blandt andet talte en række medlemmer af Sundhedsudvalget, var igennem et hektisk tre-dages program, som blev indledt onsdag med en række møder i Kabul og et besøg på felthospitalet i Kandahar. Derefter gik turen til Camp Bastion, hvor delegationen indledte torsdagen med et besøg i den afghanske Shorabak-lejr, hvor en gruppe udsendte danske soldater arbejder som mentorer for officerer i den afghanske hær. Herefter gik turen så til Felthospitalet, som også var hovedformålet med turen.
Sundhedsministeren og hans følge besøgte også Logistikkompagniet i Camp Bastion, hvor de blev briefet om Den Danske Kampgruppes organisation og opgaver. Dagen blev sluttet af med en rundvisning i Logistikkompagniets faciliteter – heriblandt lejrens mange værksteder.