[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Blikket er koncentreret hos soldaterne. Kommandoerne kommer prompte og klart. De tunge Eagle 4 køretøjer holder klar ikke langt derfra. Klar til at hjælpe deres kammerater på jorden. Endnu længere væk holder kampvognene og brummer ildevarslende. Situationen ligner den virkelighed, som det kommende hold 8 kommer til at møde i Afghanistan. Hvis det ikke lige var for den gruppe soldater, som midt i billedet går rundt med orange sikkerhedsveste og radioer med antenner, der stikker op over alt.

Det er ISAF 8’s kontrolskydning, som er i gang ude på Kallesmærsk Hede i Oksbøl øvelsesterræn.
- Det er meningen, at begge kompagnier skal øve samvirke og samtidig få en forståelse for, hvordan deres ildkraft virker, fortæller projektofficer kaptajn Jesper Strøier fra 1. Brigade.



Hvis der er noget, der stikker ud i det vestjyske landskab, er det de mange sikkerhedsofficerer og deres orange veste.

De sidste to uger har han sammen med sine kollegaer kontrolleret, øvet og rådgivet det kommende Afghanistan-hold. Denne tredje og sidste uge giver ISAF 8 mulighed for at få de sidste detaljer på plads, inden de tager hjem på velfortjent sommerferie.

- Det går godt. Vi når det, vi gerne vil, fortæller kaptajn Jesper Strøier.
Ikke langt fra ham ligger en af sanitetsfolkene og sikrer ud i terrænet. Hun og hendes gruppe sikrer bagud, så resten af delingen kan koncentrere sig om de talebanere, der generer delingen forfra.

- Det er et rigtig godt scenarium - meget realistisk, lyder det fra sygehjælperen, inden hun atter retter sin opmærksomhed ud i terrænet.

Selvom det ’bare’ er øvelse, gennemgås planen og koordineringen på akkurat samme måde, som hvis området hed Helmand og ikke Oksbøl. Det er nu, at holdet har mulighed for at finpudse de sidste detaljer inden afgang.

Teori, øvelse, praksis
Langt fra larmen og intensiteten på Kallesmærsk Hede foregår der langt fredeligere, men ikke mindre vigtige, ting. Både i Oksbøllejren og på Varde kaserne sidder resten af holdet til foredrag. Alt lige fra kulturforståelse, medietræning og gode råd fra fagforeningen får soldaterne med.

- Det er noget, som vi har lært rigtig meget af, fortæller konstabel Jesper fra CISCEN (communication information system center), som skal af sted på mission for første gang. Han står sammen med resten af sin sektion og holder pause mellem foredragene.

- Det gode er, at de mange foredrag relaterer til hinanden, supplerer hans kollega og næstkommanderende i sektionen, overkonstabel af første grad David.
Formålet med øvelsen er, at soldaterne, og holdet som helhed, får mulighed for at øve deres teori i praksis. Sidste uge foregik længere nordpå i området omkring Oksbøl, hvor soldaterne blandt andet havde mange møder med ”lokale afghanere” - spillet af danske sprogofficerer.

- Soldaterne skulle meget gerne opleve, at der er en rød tråd mellem det de laver nu, og det de har oplevet i sidste uge, lyder det fra kaptajn Jesper Strøier.
Øvelsen slutter sent torsdag aften, og resultatet skulle gerne være, at det kommende hold 8 føler sig endnu mere klar til at tage af sted til Afghanistan.

Kallesmærsk Hede er åben for alle, og indimellem må de store militære køretøjer give plads til turisterne, som er på vej i sommerhus. Så snart øvelsen overgår til skarp ammunition, spærres alle indgangsveje af, og der er streng kontrol med, hvem der kommer ind i området.

FAKTABOKS:
Inden turen går til Afghanistan:
- skal alle hold, uanset om de skal af sted i februar eller august, gennem en række kontroløvelser, der bliver ledet af 1. Brigade.

- starter holdet med såkaldte radioøvelser og ’tørtræning’ for cheferne for derefter at udvide og udbygge med kompagnierne, og til sidst samle hele holdet til tre ugers intensiv træning i Oksbøl for at forfine evnerne.

- Har alle pårørende til soldaterne haft mulighed for at komme på besøg og se, hvad det egentlig er, deres soldat bruger sin tid på samt møde kolleger og pille ved soldatens udstyr.



Sådan ser planen ud over den sidste uges øvelse for det kommende hold 8. Uoverskueligt for den uindviede.