[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Pressen inviteres hermed til at overvære hele eller dele af øvelsen, der gennemføres i øvelsesterrænet i Oksbøl indtil søndag den 21. juni.



Kampvogne, pansrede mandskabsvogne og over 700 soldater er i denne uge på afsluttende øvelse i Oksbøl.

Ved uddannelsen af det kommende Hold 8 er der som noget nyt nedkastning af forsyninger fra et Hercules fly. Første gang, det sker, er tirsdag fra klokken 14.30 til 16.30, og denne øvelse gentages onsdag, torsdag og lørdag.

Kulminationen på feltøvelsen er en indsættelse af hele enheden i en operation, der skal lukke en ulovlig våbenfabrik. Det sker på fredag i tidsrummet fra klokken 4 om morgenen og frem til middag.

På lørdag er der pårørendedag fra klokken 14 til 18, hvor familierne får lejlighed til at besøge soldaterne under øvelsen i Oksbølterrænet.

Søndag den 21. juni er der udsendelsesparade kl. 10.30 med deltagelse af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Bundsgaard, og formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), taler til soldaterne.

Fakta
Hæren uddanner og udsender hvert halve år en styrke på lidt over 700 mand som bidrag til den internationale koalition ISAF i Afghanistan. Det er nu ottende hold, der sendes af sted. Første hold blev indsat i missionen i Helmand-provinsen i maj 2006.

Styrken består af en stab, en let opklaringseskadron fra Gardehusarregimentet på Bornholm, et panserinfanterikompagni fra den Kongelige Livgarde, en kampvognsdeling fra Jydske Dragonregiment samt forskellige støtteenheder fra resten af hæren.

Kontaktoplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte oberstløjtnant Palle Byg på telefon 22 86 21 99, der også modtager tilmeldinger til pressebesøg.