[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Solen stod højt på himlen over MOB (Main Operation Base) Price i begyndelsen af ugen, da den nye chef for Task Force Helmand, brigadegeneral Tim Radford, landede på heli-pad’en.

Tim Radford, der er fra Storbritannien, er nytiltrådt i jobbet og er derfor på rundtur i Helmand for at møde de øverste chefer for de lande, der har ISAF-styrker i provinsen.
I MOB Price mødte Radford den danske bataljonsledelse med oberst Frank Lissner i spidsen. Begyndelsen af besøget bød på briefinger og møder, og senere blev Radford vist rundt i lejren, hvor han blandt andet talte med soldater fra Bravo/Vidar Kompagniet.

Den nytiltrådte chef for Task Force Helmand, brigadegeneral Tim Radford (th), der besøgte MOB Price og den danske bataljonchef, oberst Frank Lissner, havde kun rosende ord tilovers for Danish Battle Group. Foto: Birgit Baunehøj.

”Besøget har været fremragende, og det er en glæde at arbejde sammen med den danske hær. Vi havde gode relationer allerede, før vi kom herud. Og vi synes, at Danish Battle Group (DABG) gør et usædvanligt godt stykke arbejde,” lød det fra brigadegeneralen under besøget.

Dagens briefinger gjorde også et godt indtryk på Radford:
”Jeg har fået nogle fremragende briefinger fra den danske bataljonschef og hans team. Og den måde, han arbejder på her, passer fuldstændigt med den måde, vi gerne vil arbejde på. Vi er her jo sammen (i Helmand, red.) for at sørge for stabilitet og genopbygning, at nedbryde Taleban og hjælpe med at få en støtte blandt de lokale til den afghanske regering, så vi kan forbedre livet for den almindelige afghaner. Og det er det vigtigste her i provinsen. Og der er intet her i DABG, der giver mig grund til bekymring – jeg er rigtig glad for det, jeg har set og mødt her.”