Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Ploven skubber jorden med de formodede miner til siden og efterlader en farbar mineryddet vej bag sig. Fotos Jon Detlefsen.
Et vedvarende brøl lyder fra skovens dyb, og man kan mærke jorden vibrere under fødderne. Men der er ikke andet at se end træer. Nogen vil nikke genkendende til den overvældende fornemmelse af en Leopard 1-kampvogn, som nærmer sig, uden at man kan se eller høre, hvor den kommer fra. Men det er ikke den gamle Leo, som dukker op mellem træerne. Det er det nye Pansrede Minerydningskøretøj, der langsomt maser sig frem med motoren arbejdende ved maksimal kraft, mens den store spydformede skovl med lange, skarpe tænder skubber en bølge af tung jord og store sten foran sig.
Der skal mange kræfter til for at flytte så store mængder jord.
Det haster
- Dette er et haste-projekt, forklarer Lars Andresen, som er kaptajn ved Hærens Ingeniør- & ABC-skole (HIAS) i Skive. Han er også praktisk koordinator på minerydningsprojektet, som i denne uge tester minerydningsploven og det andet nye køretøj, Mekanisk Minerekognosceringsrulle.
De to ”minebekæmpere” er bygget på velgennemprøvede køretøjer.
Selvom det Pansrede Minerydningskøretøj og den Mekaniske Minerekognosceringsrulle er to nye køretøjstyper, er de bygget af ”gammelt” materiale:
- Vi har udviklet de to køretøjer på kendt materiale både fra Danmark og udlandet. På den måde sparer vi flere år på udviklingen og fremstillingen af helt nye køretøjstyper, og vi kan få dem sendt af sted til Afghanistan, hvor vores soldater har brug for dem allerede i løbet af sommeren. Det er også en kæmpe fordel, at vi har reservedelene til køretøjerne i forvejen, forklarer Lars Andresen.
Lars Andresen inspicerer den mineryddede vej. Det er vigtigt, at minerydningsploven testes på en undergrund, som i tyngde og fylde matcher, hvad man møder i Afghanistan.
Baner vejen
Det Pansrede Minerydningskøretøj er bygget på den velgennemprøvede bjærgningsvogn, som har undervogn og motor fra Leopard 1-kampvognen. Den gamle bjærgningsvogns dozerblad og spil er fjernet, og i stedet er der monteret en stor, hydraulikstyret minerydningsskovl. Skovlen graver sig ned i jorden og skubber det tykke jordlag til siden. På den måde bliver der gravet en ”ny” minefri vej. Minerne detonerer ikke, men ligger i de to bræmmer af jord, der rejser sig på begge sider af den mineryddede vej. Det samme gælder for de improviserede sprængladninger, der i stigende grad tages i brug af Taleban.
De skarpe tænder bider sig igennem det hårdeste underlag.
Erik er en erfaren soldat med ni missioner til Kroatien, Bosnien, Kosovo og Irak i bagagen. Til sommer skal den 36-årige overkonstabel af 1. grad til Afghanistan med den Mekaniske Minerekognosceringsrulle. Det er første gang for både mand og køretøj.
Den Mekaniske Minerekognosceringsrulle er en helt anden køretøjstype. Den er bygget på den lange udgave af den pansrede mandskabsvogn, M113 G3. Her er der monteret ruller både foran og bagved, der ved hjælp af hydraulik kan sænkes ned på jorden og præstere et stort tryk, som får eventuelle miner og improviserede sprængladninger til at detonere.
Rullerne bliver presset hårdt mod jorden og udløser eventuelle miner og improviserede sprængladninger.
- Hvis de nye køretøjer fjerner bare én mine, som var tiltænkt vores soldater, er det hele projektet og alle pengene værd, slutter Lars Andresen.
Det Pansrede Minerydningskøretøj og den Mekaniske Minerekognosceringsrulle bliver sendt til Afghanistan i løbet af sommeren.
Pressefotos af materiel
Til fri redaktionel benyttelse hent her