[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Solen på den azurblå himmel bager ubarmhjertigt på det grønne telt, hvor mødet så småt er ved at gå i gang. Oberstløjtnant Erik Vind byder de mange mødedeltagere velkommen. Til stede er den lokale guvernør, repræsentanter fra Udenrigsministeriet, FN, Internationale Røde Kors, Verdensfødevareprogrammet (WFP), det private erhvervsliv og flere andre.

Formålet med mødet er at få løst de problemer, der er opstået i forbindelse med urolighederne og indsættelse af NATO-styrker i det fiktive land Tytan. Flygtningelejrene mangler vand og kæmper mod organiseret kriminalitet. Landets politistyrker har ikke fået løn i månedsvis, og en større ulykke har nødvendiggjort genhusning af 10.000 mennesker. Den lokale guvernør presser på for at få NATO til at stille ressourcer til at løse situationen, der er yderst delikat – og heldigvis opdigtet til øvelsen.



CMOC er en helt ny konstruktion i CIMIC-arbejdet.

Det store buzzword (modeord, red.) i dette forsvarsforlig har været samtænkning, og det bliver taget seriøst af CIMIC-folkene i NRF14 (NATO Response Force 14). Under øvelsen indgår for første gang et CMOC (CIMIC operationscenter), der består af civile stabsofficerer fra Udenrigsministeriet, det civile erhvervsliv repræsenteret ved Svitzer A/S og FN. Disse stabsofficerer er ’embedded’ (~ tilknyttet) sammen med CIMIC-officerer i staben i NRF-14 hovedkvarter, og deres opgave er at rådgive, således den langsigtede genopbygning bliver tænkt ind i LCC (Land Component Command) operationsplan allerede fra begyndelsen. Denne konstruktion er helt ny, og øvelsen har vist, at den understøtter ønsket om samtænkning og langsigtet planlægning.

Oberstløjtnant Sven Straarup, der er chef for CIMIC-delen i NRF-14 understreger, at samtænkning skal ske såvel på det taktiske som på det operationelle niveau.



Oberstløjtnant Sven Straarup, chef for CIMIC på NRF-14, understreger, at samtænkning skal ske på både taktisk og operationelt niveau.

- Vi skal involvere og koordinere så mange militære, humanitære og forretningsmæssige komponenter som muligt med henblik på at skabe en samlet effekt for at stabilisere et land, der er ved at bryde sammen.

Denne tilgang passer fint til konklusionerne i Afrika-kommissionens rapport. Kommissionen, der var nedsat af Udenrigsministeriet, anbefalede nemlig en refokusering af det internationale bistandsarbejde, så privatsektor drevet økonomisk vækst kunne generere jobs for Afrikas hastigt voksende unge befolkning.

- Hjælp til selv hjælp går ikke gennem nødhjælp, men gennem erhvervsudvikling. Det er noget CIMIC-arbejdet også kan bidrage til, understreger oberstløjtnant Sven Straarup.

- Det er første gang, at vi har haft repræsentanter fra for eksempel Grundfos A/S med, og det har givet os et værdifuldt indspil, f.eks. i forhold til virksomhedens krav til etiske standarder og værdier hos de afrikanske samarbejdspartnere.

Mødet i teltet er ved at slutte, og alle parter synes at være tilfreds med resultaterne. Ikke alle pro-blem¬er kunne løses øjeblikkeligt, men der er oprettet gode samarbejdsrelationer.