[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Soldaterne i 2. Lette Opklaringseskadron fra Bornholm er igen blevet forenet med deres køretøj Eagle IV. Gensynsglæden var stor for bornholmerne, da soldaterne for første gang rullede ud gennem porten i MOB Price i deres egne køretøjer.



Det er tidlig morgen, da Eaglen for første gang ruller ud gennem porten i MOB Price.

Eaglen udmærker sig ved at være meget terrængående og have stor ildkraft. Det gør den særdeles velegnet til opklaringsopgaver.

- De e dajli å tjøre i vos Eagle igen, lyder det på syngende bornholmsk fra Brian, der er skytte op Eaglen.
- Eaglen er klart bedre end vores GD (*), som er et fint spejderkøretøj, men for småt og skrøbeligt hernede, mener Brian, der er skytte på Eaglen.



Det var med et stort smil, bornholmerne tog deres første tur i Eaglen.

Eaglens første opgave blev en indsættelse med 2. deling fra 2. Lette Opklaringseskadron i den østlige del af det danske ansvarsområde.

Omstillingsparate soldater
De bornholmske soldater kom til at vente lidt længere end forventet på at komme ud at køre i deres egne køretøjer. Ved ankomsten til det varme ørkenlandskab i Afghanistan viste det sig nemlig, at bilen fik problemer i de høje temperaturer. Det førte til, at kileremmen på alle 28 Eagler i Den Danske Kampgruppe måtte udskiftes, inden de kunne sendes ud på opgave.

Det betød imidlertid ikke, at opgaverne i Helmandprovinsen blev sat på stand by. Soldaterne fra 2. Lette Opklaringseskadron viste deres omstillingsparathed og var hurtigt med på en alternativ løsning.

Hold 7, som ellers var på vej hjem på velfortjent ferie, stillede beredvilligt folk og materiel til rådighed, og ved fælles hjælp blev alle opgaver løst. Som erstatning for Eaglen lånte opklaringsenheden PMV’er og Piranhaer af Hold 7.

- Det var flot, at de i et par uger ville hjælpe os med både køretøjer og mandskab, selvom de egentlig var på vej hjem. Vi har haft et godt samarbejde, forklarer Gamborg, der er delingsfører for 2. deling.

Selvom den midlertidige løsning har fungeret upåklageligt, er 2. Lette Opklaringseskadron glade for nu at have deres egne Eagler til rådighed.

- Jeg tager alt det, jeg har brokket mig over ved Eaglen, i mig igen, efter jeg har kørt i PMV, lover Sofie, en af opklaringssoldaterne, med et smil.



Stigninger er ikke noget problem for den terrængående Eagle

Plads til forbedringer
Nu gælder det for besætningerne om at lære bilernes styrker og svagheder i det afghanske terræn at kende til bunds. Jesper har været testkører på Eaglen under justeringerne i Camp Bastion. Efter fem dage med 1000 kilometer under hjulene tør han godt garantere, at den virker.

- Den er meget smartere. En rigtig klatrer. Den finder for eksempel selv ud af, hvordan kraften skal overføres på hjulene ude i terrænet, så den trækker optimalt, forklarer han.

Alligevel ser Jesper stadig plads til forbedringer.

- Der er en hel masse computerudstyr, som vi skal til at lære at kende. Eaglen minder mest af alt om et rumskib indvendig. Det gør den teknisk sårbar. Derudover har vi allerede hjemme i Danmark afleveret nogle ændringsforslag til Hærens Kampskole. Dem håber vi, de snart gør noget ved. Ellers må vi jo selv finde nogle løsninger, siger han.

- Nu ruller Eagle IV. Det har vi ventet længe på, så det er dejligt at se den med ude på en operation i dag, udtaler Jacob Bjerborg, der er chef for 2. Lette Opklaringseskadron.
- Der mangler stadig nogen uddannelse, før vi kan udnytte den 100 procent. Heldigvis er mine soldater topprofessionelle, så de skal nok få styr på detaljerne hen ad vejen.
Faktum er, at fra nu af kan vi anvende den på opgaverne. Det er det vigtigste at fokusere på lige nu, konkluderer eskadronchefen.

 (*) GD’en er et firehjulstrukket let pansret opklaringskøretøj.