[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), talte til soldaterne ved paraden i Oksbøl.

- I påtager jer en opgave, der kan synes næsten uoverkommelig. Derfor er det så afgørende for mig at understrege, hvor stor en positiv forskel I gør i Afghanistan og for Danmark. Sådan sagde formanden for Folketingets forsvarsudvalg, Hans Christian Thoning (V), til de godt 700 danske soldater, der tager til Afghanistan til august.

Talen var en del af den udsendelsesparade, der markerede afslutningen på den missionsorienterede uddannelse. Paraden blev afholdt søndag formiddag i Oksbøllejren.

Også chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, var til stede ved paraden. Efter en inspektion af den danske kampgruppe gav generalmajoren soldaterne et par ord med på rejsen.



Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Niels Henrik Bundsgaard, inspicerede paraden, før han talte til soldaterne.

- Hold 8 er en særdeles robust og slagkraftig enhed med noget af vores bedste og mest moderne materiel, sagde Niels Henrik Bundsgaard. Chefen for Hærens Operative Kommando undlod dog heller ikke at nævne alvoren for soldaterne, når de til august afløser ISAF Hold 7.

- Hold 7 har ydet og yder en meget stor indsats. En indsats der desværre også har krævet store ofre. Senest i form af tre dræbte og tre sårede danske soldater. I må imidlertid ikke være i tvivl om, at den valgte kurs i Afghanistan er den rigtige, pointerede Niels Henrik Bundsgaard.

Inden soldaterne tager af sted til Afghanistan, skal de først igennem en række skarpskydningsøvelser. Desuden får ISAF Hold 8 mulighed for at fortsætte træningen fra den missionsorienterede uddannelse, så alle mand er helt klar til at komme til Helmand-provinsen i august. Endelig skal soldaterne selvfølgelig også holde sommerferie sammen med familie og venner.