Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Jægerkorpset holdt torsdag den 17. september medaljeparade for de 65 soldater fra Jægerkorpset og andre dele af hæren, der har været udsendt til Afghanistan til støtte for Den Danske Kampgruppe i Afghanistan op til valget den 20. august.
Chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor Niels H. Bundsgaard deltog i paraden og sagde i sin tale blandt andet:
- Det er med glæde og stolthed, at jeg i dag deltager i medaljeparaden for Jægerkorpset, der har været udsendt til Afghanistan som samlet kampenhed i juni og juli 2009. Det er første gang, Jægerkorpset har været udsendt som samlet kampenhed siden 2002.
- I har med jeres indsættelse vist, at vi også kan yde et vigtigt bidrag, når situationen kalder på specialoperationsstyrker.
Chefen for Hærens Operative Kommando generalmajor N. H. Bundsgaard, holder tale for jægerne. Yderst til venstre ses Hans Christian Thoning, formand for Forsvarsudvalget. Thoning talte også til soldaterne.
Jægerkorpset har arbejdet tæt sammen med den danske kampgruppe i Afghanistan, og major Thomas Lunau, der var chef for kampgruppens operationssektion, siger:
- Jægerne har kunnet tilføre noget nyt til den måde, vi opererer på. Deres evne til at bevæge sig lynhurtigt i Green Zone har været imponerende og har bidraget meget positivt til vores normale måde at løse opgaverne på.
Thomas Lunau gav endvidere udtryk for, at samarbejdet fungerede eksemplarisk.
En jægerpatrulje støtter angrebet på Taleban med direkte beskydning og påkald af fly og artilleri.
En af jægersoldaterne siger om samarbejdet med kampgruppen:
- Green Zone er en slagmark, som ingen kan forestille sig uden at have været der. De danske soldater udkæmper de hårdeste kampe i nyere tid. Vi er som jægere dybt imponerede over den moral og handlekraft, de dagligt udviser. Vores fælles operationer har vist, at Taleban kan bekæmpes effektivt, hvis man udnytter hans svage sider og jævnligt ændrer på sit operationsmønster.
Jægersoldater under fremrykning i Green Zone.
Jægerkorpset har sammen med den danske kampgruppe og afghanske sikkerhedsstyrker bidraget til sikkerheden i det danske ansvarsområde frem mod valget. Jægerne har været indsat i operationer af varierende type, omfang og kompleksitet, og det har været med til at skabe ny operativ dynamik i dele af det danske ansvarsområde.
De indhentede informationer har medvirket til at støtte de danske enheders kamp mod Taleban-styrkerne i perioden op til valget.
Sammen med kampgruppen har jægerne leveret effekt i bekæmpelsen af Taleban og Talebans førere.
Jægerpatruljen under ”overdagning” i fjendens område forud for nattens operationer.
Chefen for Jægerkorpset, oberstløjtnant Michael Hyldgaard siger om udsendelsen:
- Det var godt, vi kom til Afghanistan. Beslutningen var rigtig, fordi man derved udnyttede alle dele af det danske forsvars muligheder fra ”værktøjskassen” og med stor fleksibilitet.
- Korpsets hovedopgave var at bidrage til at forbedre sikkerheden i det område af Afghanistan, hvor de danske soldater hver dag løser en vanskelig opgave. Det mål blev nået i et efter min vurdering endog særdeles tilfredsstillende samarbejde mellem Jægerkorpset og de danske soldater samt de øvrige militære ISAF-kapaciteter, som det var muligt at trække på.
- Jeg er meget imponeret over de danske soldater, som gik til opgaven med krum hals. Vi fik efter min vurdering vist, at dansk forsvar råder over mange kapaciteter, som vejer tungt, hvis de bruges i den samme vægtskål. Der gives ingen garantier i kampsituationer. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi fik skabt en god effekt med indsættelsen og ikke mindst, at jeg har alle mine jægersoldater med hjem igen i god behold. De erfaringer, som Jægerkorpset har fået med indsættelsen, vil vi naturligvis anvende til at blive endnu bedre til næste gang, der bliver behov for jægernes ekspertise, siger Michael Hyldgaard.