[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Så er den første tid for Helmand Hold 7 gået, og i den danske lejr Forward Operating Base (FOB)  Armadillo er det ene af de danske mekaniserede infanterikompagnier -  Charlie-kompagniet  - ved at være i fuld gang med en hverdag i højeste gear.

Lejren, der er kendt for at være noget mere primitiv end de andre lejre, ligger i forreste linje, og der er mindre sammenstød med Taleban i området næsten hver dag. Alligevel er kompagnichefen, major Poul Thomsen, godt tilfreds med kompagniets første tid i lejren.

- Vi har fået en rigtig god start hernede. Forholdene er naturligvis meget primitive, og vi har ikke de fine køkken eller badefaciliteter, som findes i de andre lejre. Til gengæld er fordelen ved en mindre lejr som vores, at folk rykker tættere sammen og faktisk har skabt en hyggelig base, fortæller Poul Thomsen.



Gruppeføreren briefer sin gruppe i lejren Armadillo.

Charlie-kompagniet deler lejren med en gruppe engelske artillerister og deres kanoner. De leverer et – til tider – larmende lydbillede i hverdagen, men samarbejdet i den lille lejr fungerer godt.

- Vi har det rigtigt fint med englænderne og spiller alt fra poker til volleyball mod og med dem. De er dygtige, og jeg tror, det betyder meget, at dansk og engelsk mentalitet ikke er så forskellig. Vi har også samme humor, fortæller kompagnichefen.



De britiske artillerister kan være nogle larmende fyre at have som naboer, når de er på arbejde.

Også forholdet til de lokale afghanere omkring FOB Armadillo udvikler sig i den rigtige retning for Hold 7.
- Jeg tror, de lokale lige skulle se det nye hold an. Først holdt de sig fra os, men så holdt vi en såkaldt shura – et traditionelt afghansk møde med områdets ældste – og siden har vi haft en fin dialog, forklarer majoren.

Også de danske soldater skulle lige vænne sig til det tætte naboskab med afghanerne. I modsætning til den store danske lejr Camp Price ligger FOB Armadillo midt i et afghansk lokalsamfund, og landsbyboernes hverdag foregår lige ude på den anden side af lejrens mure.

- De første uger skød vores vagter lige lovlig mange lysgranater og varselsskud om natten. De skulle lige vænne sig til, at folk lever tæt på os, og at det skal de have lov til. I dag er vi fint i stand til at skelne mellem dem, der skal være her og dem, vi ikke vil have tæt på lejren, forklarer Poul Thomsen.

Han synes, at Charlie-kompagniet har så godt styr på sit nærområde nu, at dele af kompagniet fremover også vil kunne anvendes i operationer uden for den lille lejrs eget ansvarsområde, hvis det skulle blive nødvendigt.



Major Poul Thomsen parat til at gå patrulje med sine soldater.