Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Konvojer af lastbiler pakket med mad, vand, byggematerialer, ammunition, tøj, reservedele og sørme også mennesker har kørt hurtigt ad Highway 1 til Main Operating Base (MOB) Price og snoet sig gennem ørkenen til Forward Operating Base (FOB) Keenan og FOB Armadillo. Hver gang har Stabs- & Logistikkompagniets soldater gjort sig umage for at finde nye ruter, så Taleban ikke har kunnet lægge IED’er (Improvised Explosives Device) i sikker overbevisning om, at netop den seneste rute var den faste rute for drengene fra Bastion.
”Jeg synes, vi har været gode til at køre efter forholdene, køre sikkert og ikke tage nogen chancer, ikke gamble på nogen måde. Soldaterne har været gode til at finde nye veje. Det er jo helt tydeligt, at vi bliver holdt øje med, når vi kører ud af portene,” lyder det fra chef for Stabs- & Logistikkompagniet, Major Kenneth A. Starskov.
Stabs- & Logistikkompagniet har i løbet af Hold 7 kørt mere end 120 genforsyningsoperationer mellem lejrene i det danske ansvarsområde i Helmand. Oveni kommer alle genforsyningsoperationerne ud til kamptropperne under de mange operationer, der har været på Hold 7 inklusive den seneste og hidtil største i Task Force Helmand, Panchai Palang (Panterens Klør).
Men der har også været andre opgaver for Stabs- & Logistikkompagniet, som soldaterne kan være stolte af, mener Kenneth A. Starskov, der har bedt alle soldaterne lægge vægt på de 4 S’er i alt, hvad de har gjort og arbejdet med.
”Sikkerhed, service, samarbejde og sammenhold – det er det, vi har holdt hinanden op på. Hver gang, vi har igangsat en aktivitet, har vi haft de ”4 S’er” med,” siger han.
Chef for Stabs- & Logitikkompagniet, major Kenneth A. Starskov under planlægningen af en operation i det danske ansvarsområde. Foto: Thorbjørn Forsberg
Optimering af driften – penge sparet
En del af det arbejde, Stabs- & Logistikkompagniet laver, kan umiddelbart virke usynligt for de fleste.
”Der er jo hele driften og logistikken, hvor jeg har haft nogle rigtig dygtige specialister i for eksempel depotet, som fandt for tæt på en halv million kroner batterier, der ikke var registreret nogen steder, da vi overtog i februar. Batterierne er et blandt mange lignende eksempler, og hvis man følger den tanke hele vejen rundt, så kan man hurtigt bestille materiel fra Danmark, som man har masser af hernede.
De unødige ekstrabestillinger koster også penge – og energi – i form af arbejdskraft til at pakke og sende tingene herned. Så hele vejen igennem har vi forsøgt at optimere driften ved bl.a. at få ting registreret. Det er jo reelle penge et sted – ikke lige hernede, men for Forsvaret er det!” lyder det fra Starskov, der også peger på, at man har brugt meget energi på at sortere, pakke og hjemsende store mængder miljøaffald, som de tidligere hold gerne har villet, men som de har været for presset på tid til at nå. Det har drejet sig om en masse patronhylstre, brugte batterier, ødelagte ammunitionskasser osv.
Her en stor konvoj af lastbiler fra Stabs- & Logistikkompagniet på vej gennem ørkenen til FOB Armadillo. Foto: Thomas Jerichow
Personlige relationer altafgørende
Kenneth A. Starskov har fra begyndelsen af Hold 7 set den fysiske opdeling af kompagniets folk i de mange lejre som en kommunikations- og samarbejdsmæssig udfordring, der skulle tages hånd om.
”Fra starten gjorde vi meget for at få et godt samarbejde med de folk, der modtog vores service derude i lejrene. Derfor lagde vi alle vægt på at komme med derud en af de første gange for at sikre os, at nogle at de procedurer, vores samarbejde nu var baseret på, var i orden. Men det handler også om at få sat et ansigt på – det gør det nemmere at kommunikere via mail og telefon. Og denne fremgangsmåde kan varmt anbefales til Hold 8 at lægge ud med,” siger majoren med et smil og understreger, at ”de personlige relationer er alfa og omega for et godt samarbejde. ”
Soldaterne gennem kæmpe udvikling
Selv om der har været sure tider, så har kompagniets folk bidt tænderne sammen, mener Starskov.
”I perioder har de ydet mere, end de nok selv troede, de kunne, og måske også mere end jeg har regnet med, de kunne. Det har været en fornøjelse at se dem vokse med opgaverne. Se dem blive mere ansvarsfulde, mere selvstændige, mere modne. Nogle af dem har jeg fulgt fra de var værnepligtige i HBU, til de to år efter står her. Der kan man se en kæmpe udvikling.”
Ulykkeligvis mistede Stabs- & Logistikkompagniet tre af sine soldater fra den lette opklaringssektion, som den 17. juni kørte på en IED på Highway 1.
”De tre dødsfald fyldte utrolig meget i de seks dage, det var centreret omkring, og alle var meget påvirkede af det. Samtidig var der et stort fokus på at give dem en værdig afsked. Men efterfølgende fokuserede folk igen på opgaven hernede – og det har jeg da også tænkt på … at der formentlig kommer en reaktion på det, når vi står i Danmark, og hverdagen er i gang igen. Så bliver det en af de ting, der skal bearbejdes,” lyder det eftertænksomt fra Kenneth A. Starskov, der rejser hjem til familien i Danmark om få dage.
Fakta: |
Stabs- & Logistikkompagniet er opdelt i to store klumper – dem der arbejder i Bastion og dem, der er afgivet til enhederne og fordelt rundt i lejrene, f.eks. sanitetsgrupperne. Stabs- & Logistikkompagniet har også haft følgende andre opgaver:
|