Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Danmark er på vej til at neddrosle den militære indsats i det tidligere krigs- og konfliktramte land Kosovo. Landet har udviklet sig fra en tilstand af regulær borgerkrig for blot 10-12 år siden til i dag, hvor der om ikke er dyb fred, så dog væsentligt fredeligere tilstande. Det er en udvikling, som må betegnes som ret enestående, og det er baggrunden for, at Danmark i begyndelsen af 2010 trækker godt 40 procent af den samlede styrke i Kosovo hjem.
Dansk patrulje i de kolde måneder. Den nye danske styrke i KFOR vil være udstyret med lettere køretøjer end PMV, som ses her.
Den danske styrke flytter i forbindelse med reduceringen af styrken fra 320 mand til 180 fra den nuværende lejr Camp Olaf Rye (COR) til den franske hovedkvarterslejr i Novo Selo. Her vil styrken, der i hovedtræk kommer til at bestå af en let infanterienhed på godt 100 mand samt et logistisk støtteelement på godt 50 personer, komme til at føre en mere tilbagetrukken tilværelse i forhold til tidligere, hvor infanteriet ofte har været indsat til at dæmpe gemytterne i og omkring byen Mitrovica, der deler den kosovo-albanske og den kosovo-serbiske befolkning.
De resterende danskere i Kosovo skal arbejde i det franske hovedkvarter, i sektor nord, som forbindelses- og observationshold samt som militærpoliti.
Den danske styrke har ofte optrådt i rollen som fredsskaber i forbindelse med civile uroligheder. Her træner en infanterideling i Novo Selo-lejren, den lejr, som danskerne flytter til i det nye år.
I forbindelse med flytning og reduktion af den danske styrke holdes der den 17. december en overdragelsesparade, hvor det danske kompagni formelt går under fransk kommando. Det betyder, at den danske bataljon får opgaver med at være klar i baggrunden og ellers rydde op efter sig i Camp Olaf Rye, indtil hold 22 overtager rollen som dansk KFOR-styrke i begyndelsen af februar 2010.
Lokal skoleinspektør takker den danske bataljon for hjælp til skolen.
Læs mere om de sidste ti års danske indsats i Kosovo i oberstløjtnant H. H. Møllers artikel ”DANCON KFOR ti år efter”
Til redaktionerne:
Pressen er meget velkommen til at besøge den danske styrke i Kosovo i dagene op til og under paraden den 17. december 2009.
Fra tirsdag den 15. til torsdag den 17. december vil den danske bataljon vise danske og udenlandske medier rundt i det det nordlige Kosovo og fortælle om indsatsen og udviklingen i området.
Pressebesøget vil indeholde besøg i flere landsbyer, møde med lokale repræsentanter, besøg i Mitrovica, orienteringer, interviews og deltagelse i overdragelsesparaden den 17. december.
Besøgende vil kunne bo i den danske lejr.
Besøgende afhentes i Pristina lufthavn tirsdag d. 15. kl. 15:40 og afleveres i Pristina lufthavn torsdag den 17.december ca. kl. 19:00.
Tilmelding senest den 7. december 2009.
Yderligere oplysninger og tilmelding til tommy.rasmussen@mil.dk eller danbatkfor@gmail.com
Danske ingeniørsoldater hjælper med at rydde et område for miner.