[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

På en søndag, hvor solen for en kort stund brød igennem, mødte 175 soldater og civile op i Sct. Johannes Kirke i Vejle for at gennemføre den såkaldte Remembrance Day.

Siden 11. november 1918 har en række andre lande mindedes deres faldne soldater. Først sidste år tog Danmark hul på en ny æra. På privat initiativ har dansk-britiske Charlie Stringer fra Vejle stablet en mindedag på benene. En mindedag, hvor engelske veteraner møder op og viser respekt for soldater af enhver nationalitet, som har mistet livet eller er blevet såret i kamp.

Således også i år. Men denne gang var også officielle repræsentanter fra Letland, Nigeria, Israel og flere andre lande mødt frem sammen med danske veteraner og pårørende.



Cirka 20 kranse blev lagt ved mindestenen i Vejle, som blev rejst efter 2. verdenskrigs afslutning

Sammen lagde de mange officielle og private fremmødte kranse, efter først at have hørt provst Leif Arffmann prædike.

Jo, de hviler, de døde, og dem skal vi ikke forstyrre med vores egen tids nysgerrighed. Men nu er det engang således, at historien ikke kan skrives uden de faldne. Og til historien hører også dette, at vi begraver de faldne soldater og civile og ved gravfæstelsen sætter et minde om dem, som rækker længere end den flygtige tid, som er massemediernes vilkår, sagde Leif Arffmann.



En britisk hornblæser akkompagnerede kransenedlæggelsen i Vejle.

De mange britiske veteraner er blandt andet kommet til Danmark, fordi en række sponsorer har bakket op om det private minde-initiativ ”Remenbrance Day”.