[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

 Selvom om man er langt fra Danmark, er det vigtigt at man holder fast i det kendte. Derfor arrangerede kaptajn Flemming H. Pedersen, der er velfærdsofficer i KFOR, en tøndeslagning for alle enheder her nede.

Da der kun var en tønde til rådighed i lejren og ca. 400 til at slå på den, krævede det ikke de store matematiske evner at regne ud, at der ville blive brug for flere.

Men det stoppede ikke vores kære velfærdsofficer. Tværtimod, han tog udfordringen op og fik fremstillet 20 tønder lokalt. Herefter blev de fordelt blandt enhederne med en ordre om, at de skulle pyntes.



Chefen i gang med at pynte stabens tønde.

Ingen fastelavn uden kattekonge. I stabens tilfælde blev det dog en dronning, idet vores cheftolk løb med æren.
 
Hærens beklædningsreglement var i dagens anledning sat ud af kraft, hvilket var et stort held for mange. Rygterne vil vide, at især vores infirmeri havde lagt sig i selen mht. udklædning.



Kattedronningen får overrakt sin præmie af vores feltpræst.