Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
Det er lørdag formiddag, og børnene er så småt begyndt at ankomme til den fremskudte lejr Sandford i Afghanistans Helmand-provins. Lejren bebos af et kompagni fra den afghanske hær, ANA, samt deres britiske instruktører – og derudover er her to danske CIMIC-folk (civilt-militært samarbejde), kaptajnen Morten og seniorsergenten Henrik. Det er danskerne, der står for alt det praktiske bag dagens ’training day’ for afghanske børn. Men det er de afghanske soldater, som gennemfører den.
ANA-chefen Abdul Khan (i midten) taler til børnene, mens de får udleveret notesbøger til at skrive i. (Foto: CIMIC)
Børnene bliver budt velkommen af en karismatisk ANA-soldat, som fortæller dem, hvad der skal ske i løbet af de næste par timer. Hans navn er Abdul Khan, og han er chef for lejrens ANA-kompagni. Morten beskriver ham som både venlig, imødekommende og sympatisk.
- Der er ingen tvivl om, at det i det lange løb er meget vigtigt, at det er afghanerne selv, der står for den her slags arrangementer. Det kan være med til at give børnene en tillid til og en tro på både soldaterne, der underviser dem, den afghanske hær og på et nyt Afghanistan, forklarer Morten.
Stærkere end en hård kugle
ANA-chefen, Abdul Khan, fortæller børnene, at viden er stærkere end en hård kugle – at den er nøglen til at sikre fremtidens Afghanistan. Og så går undervisningen i gang.
Med sig har ANA-chefen en lille håndfuld af sine befalingsmænd, og sergenten Sher lægger ud med at fortælle børnene om farerne ved at røre ved de forsagere fra eksempelvis granater, som ligger rundt omkring i det afghanske landskab. Han taler også om de improviserede sprængladninger (”vejsidebomber”) som Taleban graver ned, og som rammer væsentligt flere civile end de soldater, de egentlig er møntet på. Børnene lytter opmærksomt og får lov til at byde ind med deres egne eksempler.
CIMIC-officeren Morten sidder i baggrunden, mens børnene bliver undervist. Her sammen med to af de lidt ældre elever. (Foto: CIMIC)
Herefter fortsætter Abdul Khan sin undervisning, først om bogstaver og tal, og derefter om geografi. Her zoomer han så at sige ind fra et verdenskort til et kort over lokalområdet og afprøver på den måde børnenes evne til at tænke abstrakt. Den varierer selvfølgelig, også på grund af aldersforskellen på børnene, som er mellem 6 og 16 år. Endelig fortæller ANA-chefen børnene om ’Det nye Afghanistan.’
- Han taler med dem om de muligheder, der gemmer sig i fremtiden, når Afghanistan er kommet på fode igen i forhold til økonomisk vækst og mad på bordet, og om hvor vigtigt det er at gå i skole. Han fortæller dem også om sin rolle som ANA-soldat, og børnene er meget interesserede i at høre om, hvordan han er med til at bekæmpe Taleban. Og så synes de, det er rigtig spændende, at Abdul Khan engang var en af de – på de her kanter – legendariske mujahedin-krigere i kampen mod russerne, fortæller Morten.
Lærte har høj status
Sidste punkt på dagens dagsorden er udlevering af små gaver som tasker, bamser og notesblokke til børnene efterfulgt af et gruppefoto.
Alle børnene bliver opfordret til at juble og råbe højt, når gruppebilledet skal tages efter dagens undervisning. Og også ’læreren’ jubler med til venstre på billedet. (Foto: CIMIC)
- Der er ikke nogen tvivl om, at det er på grund af de gratis ting, de kommer første gang. Men de, der har været her flere gange, kan godt lide at være sammen med ANA-chefen, siger Morten og fortsætter:
- Fremmødet giver os samtidig en god indikation på, hvorvidt en skole her i området ville have opbakning, og om de lokale ville tillade deres børn at tage af sted. Det ser lovende ud.
Undervisning og viden er også en måde at opnå anseelse på i lokalsamfundet.
- Det er min oplevelse, at de lærte har høj status. Man kan faktisk sige, at der er den direkte vej til høj status. I en landsby i nærheden bor der for eksempel en læge, og han bliver set op til og spurgt til råds om alt muligt – fordi han er lært, påpeger Morten.
CIMIC-holdet i Sandford fortsætter med at sørge for de praktiske ting bag ’training day’ hver lørdag. Målet er 100 børn på den samme undervisningsdag, og Morten håber, at de når det, inden han og Henrik skal tilbage til Danmark i august.
Afghanske børn på vej hjem igen efter dagens ’Training Day’. Med sig derfra har de både tasker og bolde – og en masse indtryk i hovederne. (Foto: CIMIC)