Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
De danske styrkers deltagelse i Operationen Panchai Palang – Panterens Klør – er ved at ebbe ud. Siden den 1. juli har hovedparten af Danish Battle Group været involveret i operationen.
Den videre deltagelse i området vil efter planen begrænse sig til støtteopgaver for de britiske og afghanske soldater, der fortsat er indsat i operationen – herunder logistisk støtte til den britiske kampgruppe Light Dragoons, som benyttede dansk-etablerede brohoveder under deres fremrykning. Oven i det vil danske soldater fra Bravo-kompagniet gå patruljer i området, samtidig med at de vil have opgaver i resten af det danske ansvarsområde.
Soldater fra den afghanske hær, ANA (Afghan National Army), slapper af i lejren Price, inden de skal af sted på operation. (Foto: Thorbjørn Forsberg)
Charlie-kompagniet vil også snart være samlet igen i Armadillo, hvor deres fokus den næste måneds tid vil være på at skabe de bedst mulige forudsætninger for en god start for Hold 8, som ankommer i august. Kompagniet har dermed igen kunnet overtage vagten i lejren, som under operationen er blevet varetaget af personel fra Stabs- og logistikkompagniet – og i Charlie’s leave-periode blev passet af Hjemmeværnet.
Resten af de danske enheder vil fortsat støtte med specialviden inden for deres kompetenceområder, lige som de hidtil har gjort.
Solopgang ved det såkaldte Check Point 9 (CP9) set fra en af de danske kampvogne. (Foto: Kampvognsdelingen)
Om Panchai Palang
Operationen Panchai Palang er ledet af den britiske Helmand-brigade, som den danske styrke er en del af, og den foregår i området mellem provinshovedstaden Lashkar Gah og byen Gereshk. Operations-området ligger syd for den danske lejr Price.
Indledningsvis havde danskerne til opgave at gennemføre skin-manøvrer for at forvirre Taleban og svække hans modstand. Derefter sikrede danskerne nogle overgange over en stor kanal i området, overgange som var kendte forsvarsstillinger for Taleban. Her etablerede danskerne brohoveder ud i området, som engelske og afghanske styrker kunne benytte sig af under deres videre fremrykning. Denne fremrykning var danskerne med til at sikre indtil onsdag den 8. juli, hvor det igen blev de danske soldaters tur til at rykke frem i området.
Under den første danske fremrykning blev det fundet et stort antal IED’er (improviserede sprængladninger) og det kom til flere kampe med Taleban. To danske soldater blev såret, herunder en alvorligt. Begge er bragt til Danmark til yderligere behandling.
Under den anden danske fremrykning var modstanden begrænset.
Nogle af de mange IED’er, der indtil videre er blevet fundet i operationsområdet. (Foto: BC/FIRES)
Hovedparten af Danish Battle Group – den danske styrke i Helmand – har på en eller anden måde deltager i operationen. Blandt andet har den ekstreme varme stillet store krav til logistikken og til den enkelte soldat, hvad end han eller hun var fra infanterikompagnierne eller fra en af støtteenhederne.
Operation Panchai Palang er sideløbende med den amerikansk-ledede Operation Khanjar – Sværdets Slag – som foregår syd for Lashkar Gah.