[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Tandbørster, maling, sokker, radioer til køretøjer, morfin, kuglepenne, høreværn, trusseindlæg, hostesaft, ammunition, sløring til køretøjer og hjelme og ansigt, antenner, snørebånd, tøjbøjler, dvd’er til at brænde på, solcreme, førstehjælpsgrej, vasketøjsnet…

Det er bare en brøkdel af indholdet i depotets 34 containere, der er opstillet i et hjørne af den danske del af Camp Bastion.
 
Her er der en sektionsfører, næstkommanderende og seks depothjælpere til at styre, at der er det på hylderne, soldaterne ude i forposterne skal bruge.
 
Konstabel Christian – én af de otte, der er beskæftiget med depotet – viser rundt i containerne.
- Folk kommer primært for at få tøj og sko – eller livsstilsgrej, som vi kalder det her, siger han.
Især er der efterspørgsel på sokker, underbukser, sko og T-shirts. Syv af de 34 containere består udelukkende af beklædningsgenstande inklusive fodbeklædning i både sommer- og vinterudgaver – og både i farverne grøn og sand.



Konstabel Christian, der arbejder på depotet i Camp Bastion, viser her en kølecontainer med medicin i. Depotet i Bastion består af 34 containere med alt mellem himmel og jord. Foto: Birgit Baunehøj.

I nogle af militærlejrene i det danske ansvarsområde, hvor flere nationaliteter er samlet, går der for meget sport i at bytte effekter – især T-shirts og shorts – med militærfolk fra andre lande for på den måde at få en helt særlig souvenir med sig hjem. Den tendens har man også oplevet i depotet.

- Der har da været en dansk soldat, der nærmest kom løbende ind og bad om ti par ørkenfarvede bukser, fordi han ville bytte med nogle briter. Det sagde vi selvfølgelig nej til, fortæller Christian.

Depotet ligger dog også inde med andre ting, der ikke er helt så stor efterspørgsel efter.
- Vi har også mange manualer til alt muligt. Dem skal vi have liggende, men vi udleverer dem stort set aldrig. Folk ved jo godt, hvordan de betjener diverse ting, siger Christian med et skævt smil.



Her er lidt eksempler på, hvad depotet indeholder: minestrimmel, Helosan-salve, toiletpapir og kampveste. Foto: Birgit Baunehøj.

Lejrene har forsynere
I alle lejre med danske soldater, er der én, der er udpeget som forsyner fra hver lejr – det gør sig gældende i den danske bataljons hovedlejr Price, de fremskudte lejre Tombstone, Camp Bastion og Armadillo. I lejrene Keenan og Sandford er der kun fire danskere, så de retter henvendelse til en forsyner fra én af de andre lejre, hvis der opstår et behov for at rekvirere noget fra depotet. Når soldaten henvender sig til forsyneren, sørger denne for at bestille nye ting på depotet i Bastion, hvor tingene pakkes og sendes på førstkommende Logtrain – transportkonvoj – ud til lejrene.
Herefter skal hylderne fyldes op igen, men det er meget forskelligt, hvor lang tid, der går mellem leveringen af forsyninger fra Danmark.
 
- Vi burde egentlig få sendt nye forsyninger ned fra Danmark en gang om ugen, men det kommer an på flyene – de kan godt være lidt uregelmæssige. Så derfor får vi nogle gange pludselig nogle meget store sendinger på én gang, forklarer Christian.



Her i pakkehallen modtages forsyninger fra Danmark til depotet. Det er også her, der pakkes bestillinger til lejrenes forsynere. Foto: Birgit Baunehøj.

Også posthus
I depotområdet er der også en pakkehal, hvor al forsendelse fra Danmark kommer ind, og hvor også overskydende ting fra lejrene kommer ind. Ved siden af ligger depotkontoret, hvor der elektronisk holdes styr på sagerne. De otte mand, der har deres daglige gang i depotet, bestyrer også postkontoret, der modtager post fra Danmark. Posten sorteres, pakkes og sendes ud til lejrene i det danske ansvarsområde, så soldaterne kan få rare ting og hilsner fra deres pårørende derhjemme.
 


Depotet rummer også maling, sanitetssprit og meget andet.